Et skriftsted i evangeliet fra Matt. 12 har brændt sig fast: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”.- Lad os spole tilbage til det forløb, der gik forud for replikken: en helbredelseshistorie. Mennesker søgte endnu engang Jesus som den kendte livshjælp af Guds nåde. Nu var også en person, der var både blind og stum, blevet ført hen til ham, og ved Helligåndens kraft gjorde Jesus ham rask og befriede ham fra hans ensomme, dødlignende mørke: Staklen fik øjnenes lys og talens brug, så det menneskelige fællesskab omsider ret kunne åbne sig for ham. Dertil er vel ikke andet at sige end: Tak! Af hjertet tak for den helende livshjælp til et medmenneske! Til stede var imidlertid en gruppe sjæleligt tilknappede skriftlærde, som ikke turde glæde sig over den uventede nådeshandling, ikke turde lade sig ryste på den gode måde, men lukkede sig om deres egne, cementerede fordomme. De vendte virkeligheden på hovedet og tydede Det Gode som Fjenden, med et ræsonnement om, at det nok ikke var Guds Hellige Ånd, men tværtimod en dæmon, som her var virksom. Som om Satan kan være kilde til menneskelivets lys og fællesskab! Her blev Jesus vred – ikke på egne, men på Helligåndens vegne, og han sagde så ordene i dagens tekst: ”Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse”… Kan vi ikke se, at det er Guds kraft, der konfronterer dødsmagten, hvor Jesus taler og handler?
Kan der gives beviser? Teksten kommer nu til at handle om beviser og Gudstegn, som vi ikke kan kræve. Vi kan enten lægge vores liv øde ved at reservere os bag et krav om tvingende tegn og beviser, – eller vi kan være sårbare og investere os selv i tro og tillid. Troen kan ikke gøres betinget af forhåndsgarantier, lige så lidt som kærlighed og tillid i menneskelivet i almindelighed kan. Troens hemmelighed kendes kun indefra, fra det sårbare hjerte, der lever på et håbefuldt JA til livet, lever dag efter dag i tillid til Guds Ånd: tro, håb og kærlighed.
En hårdhjertet slægt får ikke andet tegn end Jonas’ tegn, siger Jesus. Føler vi os truffet? Jonas’ tegn var hans budskab. Profeten Jonas havde ikke lyst til at være profet, han fik ingen forhåndsgarantier af Gud, han reserverede sig og flygtede. Den legendariske GT-læsning fortalte, at Jonas blev slugt af et havuhyre – og overlevede: Han skulle ud i en personlig nærdødsoplevelse gennem tre dage og nætter, før han fandt ind til sit JA til livet med Gud. Jonas’ tilbedelse fra dybet er smuk læsning. – Jesusbegivenheden er og er ikke en parallel: Jesus reserverede sig ikke; han investerede restløst sig selv i tro, håb og kærlighed. I al sin ubærlige sårbarhed overgav han sig på korset til Gud, da døden trængte sig ind på ham. Og Guds Ånd var og er stærkere end dødsmagterne.
Der er gammel tradition for at læse Det Gamle Testamente som tekster, der overalt peger hen på en opfyldelse i Det nye Testamente. Ikke mindst har Luther læst GT som en bog om Kristus. En række gammeltestamentlige fortællinger er med forkærlighed tolket som typologiske tekster: tekster der foregriber tilsvarende nytestamentlige. Allerede i Det nye Testamente ser vi denne brug af GT. En favorit er typologien mellem Jonas, der var 3 dage og nætter i hvalfiskens bug, før han blev kastet tilbage på landjorden, og Jesus der opstod på 3. dagen. Flere danske kirkeudsmykninger sammenstiller pædagogisk Jonas og Kristus. Et eksempel ses på den flotte prædikestol i Sankt Mikkels Kirke i Slagelse, med henvisning til dagens tekster i Jonas’ bog kap. 2 og Matt. kap 12, skåret 1614, formentlig af en Slagelsesnedker. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 