10. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? De sidder jo med hver sin mobiltelefon

I Matt. 11 formulerer Jesus sig skarpt i sin karakteristik af samtiden. Han sammenligner dens voksne med børn, som sidder på torvet og ikke vil være med til hverken det ene eller det andet, hverken klagesang (begravelsesleg) eller dans (bryllupsleg). Det letteste er jo at forblive i rollen som kritisk tilskuer med fordomsfulde kommentarer. – Tiden var ellers beriget af to samtidige ildsjæle, der som åndelige fyrtårne viste vej til et sandt engagement i livet: Dels den religiøse alvorsmand Johannes Døber, som prædikede sidste udkald for radikal moralsk omvendelse, og som selv praktiserede askesens afsavn fra livets nydelser. Dels den inkluderende Jesus, som favnede folk med tilgivelse og livshjælp og indbød revl og krat til forsonligt fællesskab. Hos Jesus var sammenspisning med mad og vin et tegn på Guds rige. Evangelierne fortæller om hans vinunder, bespisninger, helbredelser og andre store tegn. Disse grænseoverskridende velgerninger burde være kraftbeviser for Guds Ånd og Visdom. Som det lyder: ”visdommen har fået ret ved sine gerninger. Men i de nævnte byer Korazin, Betsajda og vel at mærke Kapernaum syntes tegnene åbenbart at være spildt og forkyndelsen lyde for døve øren hos uengagerede borgere. – Er det ikke nærliggende at associere til nutidsmenneskers pseudoliv med digitale ekkokamre, hvor man hver for sig dyrker selvoptagetheden i skærmenes blå lys. Her kan det være en gratis omgang at udgyde sit mishag på kommentarsporene. Nemmere end selv reelt at tage eksistensen op. Mange rækker utvivlsomt ud efter andre menneskers nærhed ved hjælp af deres mobil, og mange finder forhåbentlig frem til noget væsentligt, måske tilmed visdom (?), men hvor mange timer, år og liv bliver spildt på en pseudovirkelighed? – Til forskel fra digital og anden forestillet virkelighed indbyder Jesus til et virkeligt engagement i livet med andre mennesker af kød og blod i lyset fra Guds himmel.  

Kunstneren Susanne Kirså (f. 1963) er mester for fine små bronzeskulpturer, der empatisk skildrer nutidsmenneskers samliv eller mangel på samme. Her viser jeg hendes lille ironiske tableau ”Do you see me now”, hvor to muligvis nærhedshungrende mennesker – af vidt forskelligt køn – sidder med ryggen til hinanden, fastholdt af hver sin iphone.