Gud er mysteriet, som bærer os, og som omslutter os, sagt med en slidstærk bekendelse fra ApG. 17,28: ”For i ham lever vi, ånder vi og er vi”… Samtidig er Gud et relationelt DU, vi som mennesker med bevidsthed, ord og følelser står i forhold til. Vores tale med og om Gud må bruge forståelige ord, som trækker på erfaringer fra vores menneskeliv. Ofte ser vi Jesus som en religionspædagog, der knytter til ved almindelige menneskelige erfaringer, for måske derefter at overtrumfe, ja sprænge dem. Jesus griber ud efter situationer kendt fra hverdagen: Sådan er Gud, ja men meget mere. Et eksempel er sammenstillingen: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt. 7). Eller som her i dagens tekst fra Luk. 18, hvor Jesus har digtet eller refereret en episode med en ”dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker”, men som alligevel – næsten komisk – endte med at bønhøre en stædig enke for ikke selv at blive overfaldet. Lignelsens pointe er, at Gud uforbeholdent skaffer ret til sine anråbende troende; de skal ikke give op: ”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer. Han vil skaffe dem ret, og det snart.” – Men hvem vil i en oprørende uretfærdig verden ikke komme til at vakle i troen på den endelige retfærdighed: …”når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”. Som inkarneret i historien befolker Jesus sine lignelser med tidstypiske figurer for at anskueliggøre aspekter af menneskets gudsforhold. Vi ånder uendeligt lettet op, når Jesus skildrer Gud som den forbarmende far. Men på historisk afstand må mange andre lignelser støde demokratiets børn, når Gud sammenlignes med en brutal arbejdsgiver, godsejer, konge, dommer, alle disse umage gudsbilleder, som først og fremmest siger os, at alle menneskelige gudsbilleder er utilstrækkelige. Gud som Verdensdommeren er imidlertid et gudsbillede, der er lige så resistent som trosbekendelsen er, i bedste fald ledsaget af dyb kristen refleksion over, at Gud selv står inde for det anklagede menneske (Her med Grundtvig DDS 274:) ”Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet.”
Kirkekunstens traditionelle billeder af Gud som verdenshersker og -dommer gennemgår en historisk udvikling fra den kejserligt-byzantinske Pantokrator og den romanske Majestas til de mange særlig gotiske skildringer af Kristus som Verdensdommeren ved de dødes opstandelse. Verdensherskeren er ofte i første række flankeret af især to bedende mennesker: på den ene side Johannes, der appellerer til retfærdighed, på den anden side Maria, der beder for barmhjertighedens sejr. Dertil engle og de fire apokalyptiske livsvæsner/evangelistsymboler. I navnlig gotisk kirkekunst ses ofte såvel ”retfærdighedens sværd” som ”nådens lilje” udgå fra den himmelske dommers mund. Billedet er forståeligt som dogmatisk symbol, men akavet som gestalt, og motivet frister ikke nyere kunstnere. Her viser jeg først udsnit af et romansk Majestasbillede fra apsis i Sæby Kirke, Kalundborg, hvor apostelfyrsterne Peter og Paulus står bag hhv. Maria og Døberen. Hvor skadet og restaureret kalkmaleriet fra o. 1150 end er i dag, minder det endnu om skønheden i den udmalede romanske udsmykning, hvor verdens Herre æres på sin himmelske baggrund af dybblå lapis Lazuli. Sidst viser jeg et udsnit af et kalkmaleri fra o. 1300 på triumfvæggen i Keldby Kirke, Stege. Iflg. kunsthistoriker Sissel Plathe er dette DKs ældste, bevarede eksempel på et domsmotiv, som omfatter både retfærdighedens sværd og nådens lilje. Her er Alherskeren hele Treenigheden, idet Faderen som Nådesfader fremviser sin korsfæstede Søn, og Helligånden dertil indgår imellem dem. Omkring den centrale skikkelse knæler et udvalg af katolske helgener i bøn og tilbedelse. Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 