I søndagens tekst fra Matt. 7 tager Jesus fat på spørgsmålet om, hvad der i sandhed kan bære et menneskeliv. Han bruger et dramatisk billede på det forfejlede livsprojekt: huset bygget på sand: ”Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.” Her i de konkrete klimakatastrofers årtier er det oplagt at læse også klimasynder ind i lignelsen, og en af faktorerne i vores selvopgør må utvivlsomt være den rige verdens alt, alt for store forbrug. Men der er mange versioner af en eksistens på sandgrund; hver har sine. Når mennesker ser tilbage på et langt liv, kan der melde sig en undren over, hvordan man faktisk prioriterede. Sjældent bebrejder man sig selv at have arbejdet for lidt, tjent for få penge – eller fordrevet for få timer med sociale medier og underholdning. I tilbageblikket ville mange ønske at have opprioriteret børnene – og de gamle forældre, da disse faktisk havde brug for en, ja i det hele taget givet større plads for kærlighed og omsorg også uden for den nære kreds. Hvad tilsidesatte vi eksempelvis for vores ambitioner om med karriere og navn at træde ud af anonymiteten? Som bagkloge gamlinge ser vi, at status er en flygtig vare, – som den roste bogudgivelse fra i fjor, hvis restoplag makuleres i år.
Dagens tekst udgør afslutningen på den tre kapitler lange bjergprædiken, hvor Jesus har overrasket med sin radikale udlægning af kærlighedens fordring. Han har fastholdt tilhørerne med sin myndighed, læser vi. Myndigheden oppebæres af den unikke samklang mellem hans ord og hans liv. I det forudgående tekststykke talte Jesus om, hvordan forskellen på troens falske og sande vidner fremgår af deres frugter, altså af deres levede liv. Jesus gør front mod nogle religiøse aktivister, som nok har haft bekendelsen i munden og tilmed gjort mirakler (!), men som han ”aldrig har kendt”, idet de ikke har levet på hans ord. De har bygget på sand, også de. Kun et hus, der er bygget på klippegrund, består i livets storme. Det aner os, at en bærende klippegrund ikke er noget, vi selv kan etablere og præstere, uanset ambitioner. En klippegrund må være der forud. Den må være der som vores forudsætning, som den livline, vi opdager at vi evigt beror på, om vi vover at give os Gud i vold.
En billedkunstner, der i sine abstrakte værker har konkretiseret klipper og sten, vekslende med stiliserede træstammer, er geologen Per Kirkeby (d. 2018). Hans malerier og skulpturer kan bl.a. ses som en kontemplation over årmillioners dramatiske forandringsprocesser, fortolket i et eksistentielt perspektiv. Træer knækkes af orkaner, jordmasser skrider, selv bjergmassiver brydes ned, men skabelsesprocessen fortsætter, og skabelsens forvandlende kraft er den stadige kilde til håb. Under arbejdet med den store bronze fra 1999 til Frejlev Kirkes nyanlagte kirkegårdsafsnit noterede Per Kirkeby: ”Det er usikker grund. Jorden, vi går på, forskyder sig. De byzantinske bjerge glider rundt. Forkastninger og skælv og løsrivelse. I denne tilstand af forkastelse og løsrivelse møder man ’Min Gud, hvorfor har du forladt mig’. Den skælvende grund er Golgata. Træstammerne flyver gennem luften. Himlen sortner til. Alt vendes om og går til. For at kunne genopstå, lutret og lysende”. Den vægtige bronzeskulpturs ene store flade synes uindtagelig. Den anden (vestsiden) opviser et forløb med trin, der fører op til en hulning, der kan tolkes som den åbne grav. Om bronzeskulpturen i Frejlev skrev Kirkeby, at han havde kaldt den ”Opstandelse”, men ville ønske, at han blot havde ladet den tale for sig selv. ”’Opstandelse’ har jeg sagt til mig selv, fordi en hule i væggen og bortvæltede sten er opstandelse. Som bjerghulen og erosionskeglen er den naturens nedbrydning, som fører til ”opstandelsen” af de nye bjerge. – En grav er altid samtidig opstandelse. Kirkegårdens mysterium er vel opstandelsens. Det er kirkegårdens store symbolske kraft.” I alt fald kan Per Kirkebys skulptur stå som en i tavshed talende fortolkning af ”Klippen”. – Per Kirkebys loftsmaleri fra 2006 i Fredensborg Klosterkirke synes snarere at vise skælvet i proces, så at sige set nedefra. Stenene, som kastes rundt, fremtræder med klare og lyse farver, og perspektivet åbner sig frit mod den blå himmel, som set i en opstandelse. Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 