De fleste kan identificere deres livs mørkeste perioder som dage og nætter, hvor man var næsten afsindig af sorg over tab af, hvad der syntes mest umisteligt, ved dødsfald, skilsmisse, ubærlig skuffelse eller nederlag. Alvorlige diagnoser og svækkelser tilintetgør fremtidsprospekter. Ensomhed invaliderer sjæle. Psykisk sygdom kan farve verden så mørk, at man helst gemmer sig helt væk fra den. Jeg kender et menneske, der i en dramatisk krise kun kunne ligge på sit kældergulv med ansigtet vendt ned mod den kolde cement, hvor hun blev ved at gentage ordene: ”Giv mig et menneske!”. Hver dag lever mange mennesker omkring os i mørke. – Teksten fra Matt. 10 taler direkte ind i mørket, ind i angstens, lidelsens og forladthedens mørke. Jesus var blevet beskyldt for at gå Satans ærinde, han var på vej mod en dødsdom og kunne langtfra love sine venner, at de trak fribillet, tværtimod: ”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans herre.” MEN i denne utilslørede krise blev han ved med at tale håb og mod ind i sine disciples liv: ”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.” Når vi bliver ramt af mørket, hvisker han også til os, at lyset vil vende tilbage, og vi skal rejse os igen. ”Frygt ikke, tro kun!” Han hvisker tilliden frem til Guds nærvær og omsorg: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” Der er grøde i mørket som Guds skabelses grund og livets moderskød.
I Thomas Kluges magisk- eller mystisk-realistiske malerier er mørket en mægtig aktør. Undertiden omtaler Kluge sin kulsorte baggrund som billedets egentlige hovedmotiv, hvorfra de enkelte belyste emner træder des klarere frem som symbolske elementer til vores livsfortælling. Mørke gør os bevidste om det dybe og uudgrundelige værens-mysterium. Vi kan ikke få greb om mørket, lige så lidt som vi kan få greb om den usynlige Gud. Men vi forstår måske, at Guds skjulthed ikke er ensbetydende med hans fravær. Kluge har angiveligt siden ungdommen tænkt, at nogen hørte hans bønner derude, at Gud var ledsager gennem kriser. Hans farmor lærte ham som lille at bede, og “som maler er han nødt til at tro, at noget er større end ham selv, som hjælper ham med at puste liv i billederne “. “Jeg ved, at der opstår smerte, når mennesker forlader Gud, når vi bliver vort eget projekt i stedet for Guds”. Oftest omtales Thomas Kluges maleri af en mælkebøtte med titlen ”Opstandelse” fra 2007 som hans første religiøse maleri, malet til ære for den afdøde, elskede farmor, men allerede i 2006 malede Kluge billedet ovenfor med en gylden fjer og titlen ”Englen”, som netop hvisker til os i mørket. De to fotos er fundet i pragtværket Thomas Kluge catalogue raisonné.
Birgitte Bech kirkekunst 