Velkendt er en gammel anekdote om det fromme menneske, som blev spurgt, om han kunne bede Fadervor så koncentreret, at han ikke tænkte på andet imens. Det mente den fromme nu nok. Han blev da stillet i udsigt, at han ville modtage en pæn hest som gave, hvis det lykkedes, – hvorpå han ivrigt bad: ”Fadervor, du som er i himlen, helliget vorde… for resten: må jeg spørge, om der følger seletøj med?”…. Anekdoten dukkede op i min erindring, da jeg genså Elmelundemesterens kalkmalerier af den rige hhv. den fattige mand, knælende i bøn på hver sin side af den blodigt sårede Jesus. Elmelundeværkstedets maler har fra de knælendes hoveder trukket streger til de emner, som de bedende faktisk har i deres tanker. For den riges vedkommende: øltønder, skattekiste, en pæn lille hest, gode klæder. I Elmelunde, Fanefjord og Keldby kirker ses forskellige varianter af dette motiv. I Keldby Kirke føres en 5. ’tankestreg’ fra rigmandens hoved ned til et køkken, hvor en kone står og rører i en lifligt duftende gryderet. Den laset klædte fattige mand lader derimod under bønnen sine tanker uforstyrret gå til Jesu offer: ”Gud vær min synder nådig!”. Elmelundemesteren og hans gruppe, som var aktiv o. 1480-1520, anskueliggjorde bønnen ved den katolske rosenkrans, og formentlig var afkortelsen af skærsildens pine det påtrængende punkt på tidens dagsorden, men vi behøver i dag ikke blive hængende i forskellene mellem katolsk og luthersk dogmatik. Motivet er i alt fald den riges hhv. den fattiges bøn om frelse. – Og så kan vi gå til dagens tekst i Matt. 19 om den rige unge mand, der efter en alvorlig samtale med Jesus alligevel undlader at slippe sin ejendom og følge mesteren. Han ”gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.”
Denne bibelfortælling er en rutsjebanetur! Først kan vi identificere os med den seriøse unge mand, som opsøger Jesus med spørgsmålet om, hvad godt han skal gøre for at få evigt liv. Jesus henviser til nogle af de ti bud, nemlig de bud, som handler om menneskers indbyrdes forhold, – og dertil næstekærlighedsbuddet. Her kan vi næsten følge med i stigningen. – MEN nu radikaliserer Jesus fordringen: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Fra denne svimlende etiske højde falder den rige unge mand ned, – og det gør vi også. Vi erkender brat, at vi ikke er og aldrig vil blive fuldkomne. Mens vi søger trygheden i at have fast, materiel grund under fødderne, viser Jesus os en udsat og nøgen eksistens, som giver sig Gud i vold: …”det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Her mister vi grebet om vores vante selvforståelse og må identificere os med de lige så rystede disciple, der spørger Jesus: ”Hvem kan så blive frelst?”. Vi er så at sige slået tilbage til starten med den unge mands spørgsmål ”Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”. Og her sker det så, at Jesus giver os det forløsende svar, som kan løfte os mod himlen ved at befri os fra vores selvoptagethed: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Det evige liv, frelsen, Guds rige, eller hvad vi nu kalder den yderste mening med det hele, er ikke en kapital vi kan bygge op gennem vores handlinger, hverken af praktisk eller åndelig art. Heller ikke bønner er opsparet kapital i et regnskab med Gud. Det evige liv er ikke et produkt af vores gøren. I en ulige verden er der ganske vist som altid meget, overvældende meget, at gøre, betale til og bede for, men vel at mærke for medmenneskets og livets skyld. Vores egen frelse skal vi ikke bekymre os om. Det evige liv kan vi kun modtage som en gave af Guds nåde. Når vi er ved at miste modet og føler os som desorienterede kameler, må vi genlæse den vidunderlige sætning, at ”for Gud er alting muligt.” Heri ligger evigheden.
Fotos fra Keldby og (nederst) Fanefjord Kirker: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 