Låser vi døren til evangeliets skatkammer op, finder vi Guds tilgivelse som den juvel, der bliver ved at funkle. Den lyser for mennesker, der er fortvivlede over, hvad de har ødelagt for andre. Og den lyser op i vort eget mørke. Af Guds nåde har vi alle lov til at åbne skatkammeret og hente juvelen frem. Vi er alle betroet dørnøglen til skatkammeret, som ”dødsrigets porte ikke skal få magt over”. Nøglemagten er givet Simon Peter, den er givet til alle disciple, den er menighedens, alle kristnes åndelige gave.
Ingen har i ord og handling personificeret Guds nåde og tilgivelse så stærkt som Jesus. Fortællingen om tilgivelsen er hans fortælling, og det er fortællingen om ham, – som vi alle må gå videre med. Ved Cæsarea Filippi spurgte Jesus disciplene, hvad de kaldte ham, og Simon Peter var iflg. Matt. 16 den første til at sige de forløsende ord og identificere ham som Kristus, som Guds udvalgte og indviede, ”den levende Guds søn”, nådens barn. Derfor kaldte Jesus Peter ”salig”. Med sine forløsende ord havde Peter nøglen til at åbne døren til Guds rige for hvem, der ville tage imod, – mens de, der blev fanget i deres egen afvisning, ikke ville finde døren åben. – Jesus lagde her sin fuldmagt i Kristusbekendelsen og forkyndelsen: ”Jeg vil give dig nøglerne til himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene”.
Kort efter måtte Jesus irettesætte Simon Peter skarpt for at protestere mod lidelsens vej: ”Vig bag mig, Satan! Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.” Først efter langfredag og påskedag kunne Kristusbekendelsen og -forkyndelsen fremstå med sin fulde betydning.
Der er for os en stor opmuntring i, at nøglen blev betroet Simon Peter som den første, fordi vi ved så meget om netop Peter, at vi umuligt kan idealisere ham. Hans forståelse var mangelfuld; hans tro og hans troskab svigtede, lige som vores gør. Men fuldmagten i de forløsende ord blev ikke taget fra ham! I Guds kirke mødes Guds nåde og menneskelig ufuldkommenhed, og anderledes bliver det ikke. Betragter vi vore egne menigheders bekendere og forkyndere, og ser vi os selv i spejlet, er det sandt at sige heller ikke idealkristne, vi har for øje. Men det er altså sådan nogle, Kristus giver fuldmagt til at åbne evangeliets skatkammer.
Den færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir er som en ældre færing præget og båret af generationers kristne socialisering, som vi i et mere sekulariseret Danmark typisk må se langt efter. Det giver både frihed og dybde i hendes kunstnerisk-religiøse symbolsprog. Det er således ingen tilfældig detalje, når ”Nøglen” er titlen på et af hendes malerier fra 2002, som jeg her viser et udsnit af. En uanselige nøgle hænger på væggen ved siden af en rød dør. Der kan associeres til, at Jesus iflg. Johs. kalder sig selv for ”døren”. Til højre for døren ser vi aftegningen af et kors. Bedstemor indtager her en nøglerolle, idet hun nærer sin tro ved bøn og læsning i en stor, tung bibel. Et delvist lignende maleri af Sigrun Gunnarsdottir hedder ”Døren”. Der genser vi bedstemor i rummet med den røde dør og nøglen på væggen, men her er biblen lagt til side, erstattet af en lille, lysgul fugl som magisk håbssymbol. Fuglen er næsten et signaturmotiv i Sigruns religiøse kunst. Billederne er fundet i bogen ‘Sigrun Gunnarsdottir’, der kan købes på Galleri Emmaus i Haslev og på Nordatlantens Brygge i Kbh., hvor Sigrun Gunnarsdottir er aktuel med udstillingen ”Vingefang”.
Birgitte Bech kirkekunst 