Hvor er det en stor lykke at leve med sådan et gudsbillede, som vi møder i lignelsen om Den fortabte søn iflg. Luk. kap 15. Den fortabte søns hjemkomst til en far, der altid har ventet ham og nu løber ham i møde, er et glimt af paradis. – Men lignelsen er jo en topunktslignelse, der også giver os den utilfredse ældre bror som spejl. Mange vælger nok i deres prædiken at dykke ned i hans frustration, for evangeliet så lidt som livet er retfærdigt. Pastor emerit. og forfatter Niels Johansen har skrevet en meget læseværdig novelle om den ældre brors oplevelser. “Festen for Sheba”, hedder den. (Sheba er valgt som den yngre brors navn). Novellen trækker spor gennem en barndom, hvor faderens “to prinser” sammen studerer knuderne på et prægtigt vævet tæppe, og den yngste piller en knude op. Vi følger de ikke helt uskyldige barndomserindringer, indtil tryghedens bratte ophør ved Shebas sårende bortrejse med sin arv. Vi iagttager faderens sorg og fjernhed, og hvordan han i en alvorlig mangelsituation løskøber en slave, fordi han tænker på, hvordan hans egen fraværende søn mon bliver behandlet af fremmede. Den ældre bror har gentagne mareridtagtige drømme om den yngstes hjemkomst og beslutter sig for i tide at bryde op, netop som Sheba vender hjem. Novellen er uforløst med sin åbne slutning : “Sheba, du løsnede knuden. Men hvorfor bandt far den ikke igen? Er han kun de fortabtes far?”… “Hvilken tråd skal jeg følge?” Forløsningen overlades på bedste vis til Lukas’ selv med fortællingen om, at faderen favner også sin ældste søn: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

En af de inderligste danske billedtolkninger af Den fortabte søns hjemkomst skyldes den symbolistiske kunstner Caja Prytz (1877-1916), en officersdatter, der som de fleste af tidens kvindelige pionerer var ugift. I 1910-11 malede Caja Prytz sin billedprædiken på væggen i Sjørring Kirke, ved Thisted. Caja Prytz har også malet altertavlen til Hou Kirke. Foto: Claus Jensen.