Jesus er ikke en folketaler, som tiltrækker masserne og tækkes dem ved at sige, hvad de gerne vil høre. Han henvender sig med sine taler i grunden slet ikke til folkeskarerne, men til den enkelte, ja til hver enkelt af de omkringstående, der hermed bringes i en personlig livsafgørelse. Jesus stiller loyalitetskonflikter i udsigt. Matthæus skriver i kap. 10: ”Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd”…. I vores prædiketekst fra Luk. 14 er det parallelle udsagn skærpet helt ud i det absurde: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel”… Hermed modstilles de mange menneskelige relationer og Guds absolutte kald. Den fordrede kompromisløshed giver kun alt for konkret mening i en kontekst af kultursammenstød, mission og menighedsopbygning, svarende til virkeligheden for kristne minoriteter på Lukas’ tid og i dag for forfulgte kristne i fx Mellemøsten. Blandede ægteskaber har dårlige statistikker, og konverteringer kan være livsfarlige. Her kan kristen tro bogstaveligt talt være tro indtil døden, og æret være dem, der holdt ud!! – Men for os? Vi betaler ingen høj pris for vores folkekirkemedlemsskab med dens konforme kristne bekendelse og måske spagfærdige dialog med den sekulariserede tidsånd. – Søren Kierkegaard skrev i sin fortolkning af Jakobs brev 4:8 at ”Hjertets renhed er at ville et”. Det er ubestrideligt, men vi vil jo netop ikke bare eet: Vi vil udfylde vore mange betydningsfulde roller: som forældre, partner, børn, faglige identiteter, samfunds- og verdensborgere – og medlem af menigheden – og vi vil meget nødigt være martyrer. – Loyalitetskonflikter kender vi: Det virkelige liv er fyldt af dilemmaer omkring prioritering af tid og engagement. Svært forenelige fordringer og ’kærligheder’ flår i os, og tanken om, at det er op til os selv at prioritere, gør intet lettere.
MEN kristenlivet er ikke blot en rolle blandt andre og en relation blandt mange, men det kontinuerlige tilhørsforhold bag alle vore roller, den røde tråd i den store fortælling med Gud, som overtrumfer alle vor histories fragmenter. Kristus er det altid nærværende livsvidne, som jeg tilbagevendende kan være i indre dialog med, ikke mindst om tilværelsens konfliktfyldte relationer og balancen mellem dem. Kristendommen kan være mit inderste, lysfyldte rum, det prisme, der sætter alt det andet i perspektiv og måske i modlys? Evangeliet kan give en modfortælling, der beskytter mod at forføres af tidsånden, af forløjede selvbilleder og af den fristende dyrkelse af et medmenneske. Den tryggeste og mest inspirerende plads til fx mit barn må være den gode andenplads, med Gud på førstepladsen. Det er livgivende for hele vores livs ’husholdning’, at evangeliet stiller en portion groft salt til rådighed, som beskyttelse mod åndelig dovenskab, sværmeri og flygtige illusioner. ”Salt er en god ting; men når saltet selv mister sin kraft, hvordan skal det så få den igen?” … ”Den, som har øren at høre med, han høre!”.
Når den færøske maler Sigrun Gunnarsdottir har malet et billede med et stort saltkar i billedes forgrund, kan vi være forvisset om, at det ikke bare er et tilfældigt sætstykke, men et betydningsladet symbol, der her fortæller noget om generationers forhold til kristendommen. I billedet deler den gamle med barnebarnet et livsgrundlag og et perspektiv på det kommende. Hvilken forskel kan det ikke gøre for et lille menneske at høre om kristendom som ”verdens salt”? Mange af Sigrun Gunnarsdottirs malerier anskueliggør den religiøse opdragelse, hun modtog af bedsteforældrene. Her blev øjensynligt lagt et fundament til kunstnerens livsvarige arbejde med et personligt, kristent symbolsprog, der løfter og giver stof til eftertanke. Sigrun Gunnarsdottir har flere gange udstillet på Galleri Emmaus i Haslev.
Birgitte Bech kirkekunst 