Matthæusevangeliets sidste ord er det opmuntrende og trøstende løfte, som har lydt ved hver en dåb: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Her taler kærligheden med magt.
Hele afsnittet fra Matt. 28 omtales gerne som dåbsbefalingen eller missionsbefalingen. Disse afskedsord er sammenfattet (længe) efter Jesu opstandelse som en urkirkelig fanfare. Der er en vældig ukuelighed i dette definitive billede af den opstandne Kristus, der stående på et bjerg i Galilæa taler til troende og tvivlere om sin universelle magt: magten i himlen og på jorden, magten i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, magten i den evangeliske fortælling, som gennem dåb og undervisning skal møde alle folk. – Jeg selv læser først og fremmest missionsbefalingen som en frisættelse: Evangeliet slippes fri af etniske, kulturelle og sproglige grænser, fri til at nyformulere sig i andre kulturer. Jeg er taknemmelig for, at kristendom ikke forblev en jødisk sekt, men at fx nordisk mytologi med æresbegreber og blodhævn kunne overtrumfes af budskabet om Hvide Krist. Jeg er taknemmelig for, at kristendommen kan finde nye ord i nye kulturelle sammenhænge.
Kristendommens grænseoverskridende potentiale var ikke altid en selvfølge. Netop Matthæusevangeliet er det evangelium, som står kristendommens jødiske ophav nærmest og mange steder røber en spænding omkring Jesu opgave: Er han sendt til Israel alene eller også til hedninger? Hen ad vejen insisteres der faktisk på Israels forrang. Men nu ved evangelieskriftets fuldførelse sejrer universalismen over partikularismen: Budskabet om, at Gud har magt til at tilgive synder og til at sejre over ondskab og død er en kærlighedsgave til hele menneskeheden. Vi kunne godt kalde det missionstilladelsen: Apostlene får fuld tilladelse til at forkynde for alle, og alle får tilladelse til at modtage undervisning i kristendom og blive døbte medlemmer af menigheden. – Men det er ulykkeligt, når missionsiveren forråder den kærlighed, hvorom alting er!
Vist kan teksten med sit magtsprog vække ambivalente følelser. Som prof. Viggo Mortensen formulerede til KD i 2020: ”Jeg synes ikke, det er særligt heldigt, at det er formuleret som en befaling. For i mine øjne har det ført til visse militante former for mission, som har skadet… Man kan beskrive evangeliets forkyndelse som et rygte om en mand, der gik omkring og forkyndte om gudsriget, og man har været optaget af, at dette rygte om Jesus fortjente at slå rod i alle kulturer, og det blev derfor formuleret på denne måde.” For eget vedkommende formulerer Viggo Mortensen i missionshåndbogen ”Hvad hjertet er fuldt af”, at det grundlæggende ved mission må være at lade hjertet løbe over med, hvad det er fuldt af. Vidnesbyrdene om kristen kærlighed må tale for sig selv. Glem aldrig et øjeblik kærligheden for magten.
Den litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius (f. 1969) er en ekspressiv og koloristisk kunstner, som er optaget af at fortolke den menneskelige eksistens med dens længsler og lidenskaber. Han er kendt fra flere udstillinger i DK og har i 2016 udsmykket den moderne Hedeager Kirke i Herning med både malerier og glaskunst. Ved kirkens dåbsafsnit ses bag døbefonten en glasmosaikrude, som fortolker Jesu løfte om at være med os alle dage indtil verdens ende. Her skildres Kristus som den milde medvandrer på livsrejsen gennem et frodigt landskab, som et glimt af paradis. I samarbejde med Per Hebsgaard har Vilmantas skabt sine store glasmosaikker af mundblæst glas i 46 nuancer. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 