Pinse – Helligånden er et mellemværende

Gode salmer betyder meget for mig; men når jeg går rundt alene, lader jeg kun sjældent den sprøde stemme lyde. I kirken synger jeg derimod ”af karsken bælg” (som det hedder med en herlig fordums orgel-blæsebælgtræderanvisnings-term). Frejdigt stemmer jeg i på kirkebænken, sammen med andre mennesker, som hver for sig måske heller ikke synger for kønt. Salmesang er et mellemværende: Der kommer mod og klang i røsten, når den bæres oppe af orgel, kor og fællesskab, og salmerne nynner videre i sindet efter gudstjenesten.

Troen næres som menighedens mellemværende: I kirkens lyse og højloftede rum tilbyder evangeliets uhørte budskab sig tilbagevendende med en myndighed, der på en god dag overtrumfer den enkeltes medbragte ensomhed og død. ”Gud være lovet for sit glædelige budskab”.

Ritualernes højstemte sprog er ikke uden videre dit eller mit sprog, men idet vi deler det, bliver det vores, som kristnes fælles overleverede mellemværende. I kirkens rum står de store ord til troende: Her er ”velsignelse” og ”nåde” ikke bare forældede gloser i et ellers passivt ordforråd, men genopstår som vitale ord med fornyet bærekraft og virkelighed, som hjertets slag og indåndingsluften.

I gudstjenesten hjælpes vi ad, søndag efter søndag, med at få øje på, at livet er en gave, og at tro, håb og kærlighed er livets pejlemærker. – Helligånden er kristnes mellemværende ikke bare med hinanden indbyrdes, men med den levende Gud, som er den uendelige kilde til ånd i vore livgivende fællesskaber. Sammen tror vi på Ånden som et stadigt Guds under. Den fejrer vi med pinsen.

Grindsted Kirke ved Billund har 2008-13 ladet den fabulerende billedkunstner Stig Weye (f. 1946) udsmykke kirkens prædikestol og alterbord. Kirken har udgivet et fint lille hæfte om prædikestolen, hvor et af de malede felter har pinseunderet som motiv. Med citat fra Ap. G. 2,4 har kunsthistoriker Dorte Fogh bl.a. her skrevet: Pinseunderet fandt sted halvtreds dage efter påske. Da de tolv apostle alle var samlede “lød der med ét fra Himmelen en susen af et vældigt åndepust”. Helligånden bredte sig som ildtunger, der satte sig på apostlene, som straks talte fremmede sprog. Peter udlagde underet for de forundrede folk, som hurtigt samledes, og de lod sig alle døbe. Dermed opstod den første menighed, og forkyndelsen af det kristne budskab for alverden blev mulig. Stig Weye lader den skelsættende begivenhed finde sted i Grindsted Kirke under en æresportal af lyng. De tolv apostle, der er klædt i kærlighedens og ildens røde farver, står i Guds hus og peger op mod helligåndens due… Under alle omstændigheder henviser motivet til den helligåndsdue, der svæver under lydhimmelen over prædikestolen. Over kirkens indgangsdør i våbenhuset ses en stor nøgle. Det er Peters nøgle til himmerige, der kan binde og løse synden… Øverst på billedet ses i et karrigt landskab Grindsted gamle kirke, som den så ud før udbygningen o. 1922. Foto: Claus Jensen.