Religionskampe er mange menneskers argument for helt at afvise religion, og det anfægter vel os alle at betænke, i hvor høj grad mennesker adskilles af religioner og konfessioner. I denne tid venter vi på pinsen, der ved Helligåndens kraft skal vælte mure mellem mennesker, mens vores umiddelbare virkelighed er, at vi bygger mure for at beskytte os selv og alt hvad vi finder dyrebart, mod de andre, de anderledes. Som mennesker opelsker og tilkæmper vi os en identitet, både individuelt og kollektivt, og identitetsdannelse betyder uvægerligt en afgrænsning; jeg er jo ikke hvad som helst; der er forskel på os og dem. Vi håndterer lettest det fremmedartede ved udgrænsning. Kulturmødets ubehag vokser til kultursammenstødets angst, og skridtet er da ikke langt til at depersonalisere, dæmonisere og helst fjerne fremmedgrupper. Religiøse og konfessionelle forskelle viser sig ofte kun alt for brugbare til at uddybe eksisterende geopolitiske, historiske, sociale og kulturelle konflikter. Er verdens største tragedier ikke i høj grad vidnesbyrd om skamløst misbrugte religioner?
På denne ’realpolitisk’ splintrede baggrund hører vi Jesus i den lange afskedstale Joh. 17 tale indtrængende om enhed: Enhed mellem Gud og Kristus, enhed mellem Kristus og disciplene, enhed mellem disciplene og deres menigheder, enhed mellem mennesker i verden. Jeg hører ordene læst stilfærdigt, langsomt, inderligt. Denne meditative tekst om alles enhed nærmer sig mystikkens sprog, som netop i sit væsen suspenderer egoets grænser. Med enheden følger ”herlighed”, et lysende ord med mange betydningslag, som alle handler om det guddommeliges nærvær. ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét”… Sammenhængskraften skabes først og sidst af Guds kærlighed, altings udgangspunkt. …”du har elsket mig, før verden blev grundlagt” …”jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” Det kræver et under, hvis Guds store enhedsskabende kærlighed skal bryde vore mure ned. Jesus beder i dagens tekst for dette under.
Tusindkunstneren Karsten Auerbach formår med sin usædvanligt hurtige og sikre streg at male billeder af gudstjenester og andre møder, mens de foregår. Her viser jeg hans dynamiske og humoristiske skitse af et måltidsfællesskab, en nadver, som udfoldede sig i 2016 under Himmelske dage i Kbh. Hvor forskelligartede deltagerne end er med hensyn til dagsorden og umiddelbar fremtoning, ser vi dog her et billede af menneskeligt fællesskab, med udgangspunkt i lyset ved bordenden. Jeg forestiller mig gerne, at langbordene strækker sig uendeligt ud blandt alverdens mennesker, hvis enhed Kristus beder for.
Birgitte Bech kirkekunst 