Kristi Himmelfarts dag, 2. rk.

Vi løfter blikket mod himlen uden at få øje på Gud. Efter deres rumfærd blev ateistiske astronauter fra fordums Sovjetunionen citeret for at latterliggøre dogmet om Kristi Himmelfart. De observerede hverken Gud eller Guds Søn derude, som forventeligt. Men med inspiration fra det engelske sprog kan vi skelne mellem celest (celestial) og heaven (heavenly), altså mellem den astronomiske himmel og Guds himmel/Himmel. Det er Guds evige Himmel hinsides tid og rum, som på en Kristi Himmelfartsdag tegner sig, vel at mærke for troens forestillingskraft, som et indre billede eller et symbol, sammen med en erkendelse af vore sansers og begrebers utilstrækkelighed. Vi må opgive at definere Himlen inden for kategorier som tid, sted eller tilstand. Vi må hvile i tanken om, at Gud altid er videre, dybere, højere; Gud er altid mere; Gud var der forud, og Gud er der efterfølgende. Hovedsagen er Guds allestedsnærvær, og ‘alletidersnærvær’, altså GUDS NÆRVÆR også her og nu.

Paulus har opregnet en meget lang række opstandelsesvidner: mennesker, der en tid efter påske SÅ den opstandne, med ham selv, Paulus, som det sidste vidne. Disse tilsynekomster ophørte efter en periode, iflg. Det Nye Testamente 40 dage (et bibelsk traditionsrigt tal). Paulus’ Damaskusoplevelse var dog langt senere, og Kristusåbenbaringer bliver tilsyneladende ved med at være en mulighed i menneskers erfaringspotentiale, selvom vi som flest og til de fleste tider må leve uden. Men pointen er altså, at det ikke er visionerne som sådan, der er saliggørende, men Guds nærvær, og Gudskelov ikke et nærvær, som fysisk er bundet til det antikke Mellemøsten. Kristus er uadskillelig fra Gud, og derfor betyder Kristi Himmelfartsdag ikke forladthed, men ledsagelse. – Iflg. bl.a. en note hos Søren Kierkegaard er Gud en cirkel, som har centrum alle vegne, og periferi ingen steder. Gud er ekspansiv: Gud vil give sit liv til alle og bygge bro over alle menneskeskabte kløfter med sin tilgivelse: ”i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Det handler ikke om tvang, men om som en brobygger at række hænderne frem. Det er ren gave, og det blev modtaget som en gave. ”Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem”… Der ventede de så på pinsen.

Himmelfarten har i tro mod bekendelsens ordlyd været et yndet, næsten obligatorisk motiv, som hylder Kristi sejr, men motivet er blevet sjældnere. Moderne mennesker har næppe så konkrete figurationer, som dem fx en ateistisk astronaut afviste at tro på. Jeg kan imidlertid vise et nutidigt værk, som anskueliggør himmelfarten i et konkret og bibelnært billede. I stråler af lys rækker Kristus her diagonalt oppefra sine hænder – med naglegab – frem mod disciplene, omgivet af guddommeligt lys. Værket er sammen med en række andre motiver i 2013 skabt af den unge færøske billedskærer Edward Fuglø til krypten under Christianskirken i Klaksvig: en kunstnerisk og håndværksmæssig bemærkelsesværdig præstation. Jeg finder personligt en fin pointe i, at alle Edward Fugløs komplekse træskærerarbejder er indskrevet i en cirkel, den geometriske form, vi ofte griber til for at anskueliggøre Guds uendelighed.  Oversigtsfoto fra Christianskirkens krypt er taget af Claus Jensen.