Igennem medierne er vi tilbagevendende vidner til velorkestrerede, næsten messianske kåringer af politiske herskere med ekspanderende militærmagt og egen blivende position for øje. Flere iscenesætter sig selv som civilisationens frelser og religionens vogter. I ophøjet isolation garderer diktatorer deres eget paranoide liv, mens vejen brolægges med løgn og propaganda, militærparader, forfatningsændringer, uhellige alliancer, kontrol med undersåtters ytringer samt ubegribelige tab af menneskeliv. Ingen pris synes for høj at betale – for folket: Undersåtter reduceres til trædesten, stemmekvæg, klappende statister, kanonføde.
Her er det balsam for sjælen på en palmesøndag at ’skifte kanal’ til evangeliernes så anderledes billede af Messias: lederen for hvem ingen pris var for høj at betale – for ham selv. Kristus ofrer ikke folkeslag, han giver sig selv.
Ved påskens indtog i Jerusalem hyldes Jesus af folket som deres egen messianske konge, fordi hans vej var brolagt med kærlighedsgerninger og sande ord, som “har myndighed”. Denne sagtmodige konge ankommer ubeskyttet på et æsel, ikke på en stridsvogn. Forud spiser han middag hos venner i Bethania og bliver ødselt salvet af en kvinde. Mark. kap. 14 og Joh. kap. 12 har lidt forskellige beretninger, men de er enige om, at Jesus tager hendes hengivne handling i forsvar: ”Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig”. Jesus reducerer hverken hende eller noget andet menneske til statister; han ser det enkelte menneske. Vi kan forestille os, at kvinden med salven ofrer det bedste, hun har, netop fordi hun er blevet set med sin smerte og godtaget som menneske og Guds barn. Vi kan selvfølgelig også gøre os forestillinger om, hvordan kvinden har fået råd til den kostbare olie, hvis pris iflg. Markus’ oplysning svarer til en halv årsløn for en arbejder. Hvad vi behøver at vide er, at salvningen i den gammeltestamentlige kultur er et sakralt ritual brugt ved indvielsen af konger, præster og profeter, Guds udvalgte. Salvningen er kvindens trosbekendelse, ikke bare en kærlighedsgestus, men en tegnhandling i Kristushistorien. Jesus modtager salvningen som en indvielse, men omtolker den så med de chokerende ord: ”Hun har på forhånd salvet mit legeme til min begravelse”. Han ved formodentlig, hvad der venter ham, men skjuler sig ikke; han viser fortsat med sit åbne og ubeskyttede ansigt, hvem Gud er. Hermed omsmeltes gamle billeder af en triumferende messiansk konge til billedet af Menneskesønnen, der uforbeholdent giver sig selv, fordi Guds rige ikke er magtens, men kærlighedens. – Og samtidig henviser han disciplene/ menigheden til de fattige, som ”I jo altid har hos jer” – som en udfordring til vores blivende offervilje.
I forbindelse med den nylige, store restaurering af Strøby kirke på Stevns blev kirkens mange forskellige stolegavle flyttet og opsat som relieffer på væggene i kirkens store tårnrum. Stolegavlene er formentlig udført af Thorvald Petersen fra Odense og Erik Gottlieb Pedersen fra Roskilde engang midt i 1900-tallet. Dagens foto viser et af stolegavlsreliefferne: Salvningen i Bethania, hvor en kvinde hylder Kristus som Messias. Kirkekunstnernes hyldest kommer til udtryk ved, at Jesus skildres med en gylden korsglorie og med en kjortel så rød som hjerteblod. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 