Universet er mørkt, koldt og uendeligt, men vores lille, runde jord er det umistelige, fælles hjem, der oplyses og varmes af solen. Set deroppefra, hvor astronaut Andreas Mogensen gennem et halvt år har haft sin udsigtspost, er vores jordklode så flunkende blå og gribende smuk med sine skyer, floder og have, med sneklædte bjerge og grønne dale, og der kan mennesker ånde. Man kunne fristes til at juble over jorden ligesom Skaberen, der ”så, at det var såre godt”? Men jeg kan forestille mig, at man med jorden på afstand også kan gribes af tristhed over, hvor dårligt folk dernede passer på den enestående, beboelige juvel, og på hinanden.
Når astronauten ud af det mørke dyb er vendt tilbage i jordhøjde, vil han se menneskeheden afsløre sig som en invasiv art med en grådighed og egoisme, der lægger omgivelser øde og skaber ulighed, ufrihed og krig, så at våbenproduktion nu igen må prioriteres over alt muligt andet. Hvad blev der af vores ”Gudbilledlighed”? Er det overhovedet godt at sætte børn i verden på denne jord – vores eneste? Er her mulighed for et godt liv? Nogle kommer i tvivl. Men kvinder bliver gravide, også kvinder i krigshærgede lande, kvinder på flugt, kvinder der sulter. Kvinder bærer deres måske mange børn med suk eller sang, elsker dem – og fortvivler, hvis de dør, for livet er dyrebart!
Ved vor tidsregnings begyndelse levede der formentlig kun ca. 300 mio. mennesker på jorden. Også dengang kunne der såmænd være grund til at spørge sig selv, om det var en god ide at sætte børn i verden. Den unge Maria levede en sårbar tilværelse i et ulige samfund under åget af en brutal besættelsesmagt. Om hun har sukket under graviditetens uafvendelige byrde eller bekymret sig for barnets usikre fremtid, er ikke til at vide, men teksten fra Luk. 1, ”Marias lovsang” fortæller, at hun sang! Hun sang, fordi Gud ud af det gådefulde dyb fandt, at det var en god ide at lade hende føde sit barn, Guds barn, der skal lyse for verden: ”den Mægtige har gjort store ting mod mig.” To gange i sangen lyder ordet ”barmhjertighed”. Barnet vil inkarnere barmhjertigheden og give mennesket en tiltrængt ny begyndelse, fordi Gud stadig finder menneskelivet dyrebart og uopgiveligt. Hans guddommelige bud på hvad det gode liv er, vil vende vores verden på hovedet: ”han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.” Sangen udtrykker sig i datid, men vi forstår, at digtet også må være en projektbeskrivelse for vores fremtid, så sandt han oplyser vejen for os.
Thomas Kluge har for et par år siden malet Mariæ Bebudelse i sin karakteristiske stil: den magiske realisme. Motiverne er fordelt på to relaterede orgellåger, som har den dybsorte baggrund fælles. Dette sorte er vigtigt for Thomas Kluge som anskueliggørelse af uendelighedens dyb, der potent forbinder de malede motiver. Ja, Kluge kan finde på at kalde det sorte dyb for sine billeders virkelige motiv. På den venstre låge ses en velsignende, aristokratisk klædt underarm og hånd, som er Guds. De tre fremrakte fingre kan være et treenighedssymbol. Kluge afbilder ikke Gud uden netop som en hånd. Jævnfør hans maleri af fodvasken i Linå Kirke. På den højre låge ses den velsignede purunge pige, undselig og tillidsfuld, yndig og yndigt klædt. Hendes blik er opadvendt, og hendes ansigt er belyst fra venstre, fra Guds ‘sted’. Lågerne er skabt til at sidde på svaleredeorglet i Skt. Peders Kirke, Næstved, men er endnu ikke rigtigt kommet op at hænge. Mod kunstnerens ønske var begge maleriets felter nemlig blevet forsynet med en guldkant for at matche det i øvrigt meget forgyldte orgel. Men guldkantens blingbling overdøvede de fine nuancer i maleriet og satte et utænkeligt skel i rummet mellem den himmelske hånd og det undfangende pigebarn. Konflikten førte til en retssag, hvor kunstneren fik medhold, så mon ikke guldkanten fjernes, og billedet snart kommer højt til skue til glæde for menighed og kunstturister?
Birgitte Bech kirkekunst 