Til forskel fra andre dyr har mennesket en gylden mulighed for at udtrykke sig og erkende ved hjælp af symboler. Symbolsprog gør vores livsverden dybere og højere. Tænk bare på Simon Grotrians forårssalme ”Nåden er en vintergæk”. Et poetisk sind kan overraske og glæde med uventede sammenstillinger. Poesiens opmærksomhed på det sansbare kan vække en åndelig undren. Tilsvarende med Kaj Munks klassiker om den blå anemone: ”Hvad var det dog der skete” – og med Johannes Johansens efterhånden populære: ”Tænk, erantis, at du gider”, som handler om ”evangelisk trods” og spørger blomsten: ”Kan en dråbe af dit blod fylde os med kraft og mod? Er din lille nåde nok mod en verdens ragnarok?”. Vintergæk, erantis og anemone er erfaringsnære tegn, ikke bare forårstegn men Gudstegn. At der er liv og ånd i det poetiske symbol er ingen selvfølge; det spiller som en invitation fra afsender til modtager: Ser du tegnet? Jævnfør Jeppe Aakjærs folkekære ”Jeg er Havren”, hvor der synges: ”Det kan kolde hjerner ej forstå:/ Jeg er lærkesangen på et strå, / livets rytme dybt i sommerdræ, / mer’ end gumlekost for øg og fæ”… De der synger sangen, vil nok nødigt se sig selv som ”kolde hjerner”, men netop åbne sig for, at det lille kornstrå peger ud over sig selv.
Johannesevangeliet er vores åndelige evangelium, som genfortæller eller gendigter Jesushistorien med en rigdom af symboler. Opmærksomheden løftes fra det konkret-historiske til det åndeligt-evige med det sigte at skabe tro på det guddommelige hos Jesus. Johannesevangeliet fortæller os om Jesu tegn og hans 7 metaforiske ”Jeg-er”-ord, her i Joh. kap. 6 altså ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”. Midfasteevangeliet følger efter underberetningen om bespisningen af de 5000 mænd, der alle blev mætte og gerne ville holde fast i Jesus. Det ser imidlertid ud til, at bespisningens brød umiddelbart blot blev modtaget som ”gumlekost”, siden Jesus irettesætter folkeskaren: ”I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer, for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.”
Brødets karakter af himmelsk tegn sammenholdes i teksten med hebræernes legendariske mannasamling under ørkenvandringen, men Jesus flytter fokus fra det partikulært jødiske til vores fælles livsverden: ”Guds brød giver liv til verden”. Brød er skabelsens gave, og ret fordelt betyder det fysisk livsopretholdelse for alle. Men som Kristustegn peger brødet også ud over sig selv og handler om livstro, livsmod og livsfylde i dybere forstand. Det rækkes os som symbol på den nåde, vi til evig tid får lov at leve af. Det tilfører os en åndelig næring, som tilmed kan lade os forstå, at mennesker ikke lever af brød alene.
I denne uge, hvor Peter Brandes fylder 80, bruger jeg gerne et af hans værker i mit opslag til Midfaste søndag. Kirkekunstnere har på forskellig vis søgt at vise sammenhængen mellem Kristus og brødet: Hvordan anskueliggør man, at Kristus giver sig selv i brødet? Peter Brandes har i sin udsmykning fra 2022 i Den Danske Kirke i Bruxelles skabt et nyt og temmelig uhørt visuelt symbol for Kristus som livets brød, (med titlen ”Emmausmåltidet”), ved at lade Kristus holde brødet i favnen, ja bære livet i kroppen som en graviditet. ”Hver gang han bryder brødet, åbner han sit liv for os, så vi kan indtage hans måltid”, forklarer kunstneren om alterbilledet, som vises her. – Ved første øjekast var jeg ærligt talt i tvivl om, hvorvidt alterbilledet forestiller Maria eller Jesus, men tornekronen peger umiddelbart på Jesus… En ekspressiv kunstner kan imidlertid lade billedet forestille både-og i skikkelse af et fortættet og paradoksalt symbol. I sin fortolkning af billedet trækker Peter Brandes selv en linje tilbage til Kristusbarnets fødsel: Ordet blev sået i Maria, og hele tiden gentager såningen sig i vores verden, når vi hører Ordet og deltager i måltidet. Foto er fundet på nettet.
Birgitte Bech kirkekunst 