Tillid er den livgivende puls i vores mellemværende med Gud og hinanden. Løgnen er snylteren, der lukrerer på sandheden, for løgn fungerer kun på baggrund af en forventning om, at der tales sandt; en løgner forudsætter modpartens tillid. Sandheden er altid primær i forhold til løgnen, som tilliden er primær i forhold til mistilliden og talens åbenhed i forhold til forstillelsen (hilsen Løgstrup). – Med en alvorlig løgn angriber man ikke bare sit mellemværende med andre, man angriber også sig selv: man står ikke ved sig selv, genkender ikke sig selv i sine egne ord, er eksistentielt splittet. I 1. tekstrække til denne søndag (Luk. 11) er løgnerens indre splittelse et tema i Jesu ord: ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde”.
I dagens tekst, altså 2. tekstrækkes ubehagelige uddrag fra Joh. 8, konfronterer Jesus med store bogstaver djævelen som løgnens fader. ”der er ikke sandhed i ham”, ”han har været en morder fra begyndelsen”. Den magt, der lægger livet øde, kan kun være en parasit i forhold til skaberkraften. Allerede i Genesis kap. 3 mødte vi djævelen som stemmen, der ikke havde andet at komme med end bagtalelse, tvivl og modsigelse: ”Har Gud virkelig sagt?”…”Vist skal I ikke dø”… Løgn og ødelæggelse følges ad: I kap. 4 fortælles om brodermord – og fortsat løgn: Da Gud spurgte Kain: ”Hvor er din bror Abel?”, svarede Kain: ”Det ved jeg ikke”.
Associationer til tekstens ord om løgn og mord kommer rigeligt til os nu, hvor verdens krigsvold så åbenbart går hånd i hånd med drab på sandhedsvidner, dæmonisering af kritikere og forløjet krigspropaganda, tilmed i Guds navn. Vi hører mange modige vidners desperation klinge med i Jesu udbrud: ”Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Jesus blev som andre forstyrrende sandhedsvidner dæmoniseret af omgivelserne: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?”. Han havde netop tidligere i kapitlet været i clinch med nogle skriftkloge og farisæere vedr. betimeligheden i at stene en utro kvinde, i Guds (Moselovens) navn. Vi må forstå, at en overleveret ’sandhed’ kan være så stivnet, at den er blevet til løgn. Jesus, ”vejen, sandheden og livet”, modsiger den forstenede sandhed og viser os sandheden så levende og bevægelig som livet selv. Den treenige gud er en levende, bevægelig Gud, der kan komme til os i kærlighedens overraskende indfald.
Det gør ondt at læse, hvordan johannestekstens front mod djævelsk løgn og mord er rammesat som en konfrontation med ”jøderne”. Det gør ondt, fordi antisemitismen siden har været et monster, som altid stod parat til at stikke sit grimme hoved frem. Men Jesu disciple og venner var – som han selv – jo også jøder. Erstat ”jøderne” med evangeliets modstandere til alle tider. Modstanderne kan også være os. Hvornår er det os, der ikke vil lytte og tage imod? Hvornår er det os, der ikke vil rumme evangeliets ustyrlige og grænseoverskridende generøsitet? Vores blik på livet, på hævdvundne sandheder og på hvad ret er, står måske også for fald. Men midt i vores korrumperede verden med løgn og død må vi søge en sandhed, der er liv i. Og se: Den levende sandhed kommer til os, taler atter til os som Guds trumf over mørket, som den suveræne kærligheds indfald. Han vil hele vores splittelse og mod mange odds invitere os til tillid: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”.
Vores tekst om modsigelsen af mørkets magt kan, som jeg ser det, bedst billedliggøres i et abstrakt kunstværk. Denne meget smukke geometriske abstraktion blev i 1993 vævet af Gudrun Pagter som altertæppe til Koldings Søndre Kapel. Gudrun Pagter, f. 1946, blev uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding og har høstet store anerkendelser. Hun er mor til en stor produktion af abstrakte billedtæpper, oftest af stor enkelhed og med overraskende linjeføringer i de klare farver.
Når værket hænger i et kapel, er vi tilbøjelige til i abstraktionen at søge tegn og forsøge tydning: I sammenhængen vil vi læse det store, sorte rektangel som dødens isnende tilstedeværelse. Foran dette dybe, sorte felt er vævet en ligebenet trekant, der peger opad. Den vil umiddelbart tolkes som et treenighedssymbol, så meget mere som den delvist dækkes af blåt: himmelens og åndens farve, og har en rød rand, der kan bringe Jesu blod og kærlighed i association. Gobelinen havde været statisk og stiv, hvis ikke den med sit varme, solgule felt fra venstre skabte dynamik, en modsigelse af mørket. Lyset, som med de gyldne farver falder fra venstre ind over det sorte, giver glæde og håb. Jeg vil lade det symbolisere den suveræne kærligheds overraskende indfald, der trumfer mørket og døden, lige her ved kisten, hvor mørket er tættest. – Foto er fundet på nettet, men Gudrun Pagters værk er også fremhævet i kunstbøger.
Birgitte Bech kirkekunst 