2. søndag i fasten, 2. rk. – Jeg tror, hjælp min vantro!”

Tre af disciplene har iflg. Mark. 9 lige haft en himmelsk vision på en bjergtop, kaldet ”Forklarelsen på bjerget”. – Men hverdagens tyngdekraft vender altid tilbage efter åndelige ’peak experiences’. – Da de tre disciple sammen med Jesus kommer fra tindens klarsyn ned på jorden, hører de intet englekor, men snarere uartikulerede brøl fra en martret ung mand og råb om hjælp fra hans far. –  Den ”besatte” unge mand, som Markus fortæller om, er som i et fængsel, hvis døre kun har håndtag på den udvendige side. Befrielsen må komme udefra, hvis den skal bryde ind bag den dæmoni, som vi i dag nok ville omtale som en svært invaliderende psykisk sygdom. Den syges pårørende er afmægtige, sådan som pårørende til psykisk syge eller misbrugere til alle tider kan erfare afmagt, frustration, tyndslidthed, desperation. Drevet af forældrekærlighed har faderen prøvet at råbe alle hjælpeinstanser op, nu sidst Jesu disciple, der nok så gerne ville, men ikke kunne frelse sønnen. Håb tager livtag med mismod, og nu går faderen videre til Jesus, men med forbehold for nok en skuffelse: ”Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.” Jesus svarer: ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror”. Faderen responderer i sit stakåndede udbrud så ærligt, at vi kan identificere os med ham: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Og Jesus drev ondet ud.

Så meget forstår vi, at den frelsende tro ikke er en kraftpræstation, hvormed man af sin egen sjælsstyrke bygger en kran, der kan løfter en op ved hårene. Jo mere man gransker sin egen tros bæreevne, jo mere kommer man nok til at tvivle på den. For tro er relationel, uadskillelig fra troens kilde, og troens kilde skaber man ikke selv. Det største under, bag ved helbredelsens under, er det under, Jesus selv er, som den der for sine skrøbelige mennesker sprænger sygdomslænker, fængselsdøre og dødsrigets porte. – Vi læser, at den besatte unge mand blev som død, så alle sagde: ”Han er død!”, men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Deri ligger et budskab om, at end ikke døden skal kunne skille mennesker fra livets kilde. Når vi står ved en kiste, i allerulykkeligste fald ved vores barns, kan vi ikke gøre andet end at hviske eller råbe til Gud: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” og så søge at lægge dets og egen fremtid i Guds hånd.    

Det valgte kunstværk er et maleri af Karsten Auerbach fra 2012 med titlen “Befrielsen”. Den originale kunstner lader bemærkelsesværdigt billedmotivet sprænge billedrammen. Et psykisk, socialt eller åndeligt forløb visualiseres konkret på billedfladen. Hjælpen kommer udefra til den indespærrede, så han sættes fri. Skikkelsen th. for rammen har en vis lighed med den traditionelle forestilling om Jesus. – Maleriet er udstillet på Galleri Emmaus i Haslev, men er også gengivet i Karsten Auerbachs nyudgivne bog “Kunst, krop og tro – En fortælling om, hvordan mennesket og samtalen kom ind i billedet”