Fastelavns søndag, 2. rk. – Undervejs – med fremrakte hænder

”Se, vi går op til Jerusalem”…

Min barndoms søndagsmiddage blev ofte indtaget med radioens ønskeprogram Giro 413 som taffelmusik. Sangen om den hellige stad: ”Jerusalem, Jerusalem” var et tilbagevendende lytterønske, frembåret med Odd Wolstads dybe stemmepragt plus englekor, som gav gåsehud. Den historisk-mytiske stad Jerusalem lå og ligger dér på sit plateau, som profetiernes hjertebarn, de åndelige længslers symbol, aksen mellem jord og himmel. Her er stedet for visionen om, at himlen rører jorden – som bekendt iflg. flere religioners uforenelige verdensbilleder! – Jeg er da glad for at have fået indfriet min drøm om en gang at besøge den arme, ombejlede hovedstad, men dens myter er overskyggede, for ikke at sige sølede i blod fra gamle og nye historier om krige, overgreb, besættelser og uløselige konflikter, hvor alle parter, ja alle, er forurettede. I dag kan det kun være med tungt hjerte, at ’vi går op til Jerusalem’. – Hvor er visionen? – Og hvad var Jesu egen vision, da han o. år 33 gik op mod Jerusalem? Han måtte vide, at han var anset for så meget af en urostifter, at der snarest kunne vente ham en henrettelsespæl i et imperium bygget på militærmagt. – Evangeliet er skrevet i opstandelsestroens lys og vil gøre det uforståelige forståeligt med en ny Jerusalemvision: Skulle det i virkeligheden være Jesu henrettelsespæl, som er aksen mellem himmel og jord? – Det er imidlertid en religionspædagogisk pointe, at når kristendommens hævdvundne symbol ikke tegnes som en pæl, men som et kors, ligger der et budskab i korsets tværgående, vandrette akse: Korset har arme, der rækker ud til mennesker i verden. Jesus havde Gudskelov arme, der rakte ud mod mennesker – helt ud i det yderste, hvor han bad for bødlerne. Jesu bevægelse mod Gud virkeliggøres på hele hans vej i en bevægelse mod medmennesket, med kærligheden som stadigt retningsgivende kompas. –  I dagens tekst fra Luk.18 blandes Jesu lidelsesforudsigelse, som ingen ville forstå, med fortællingen om, at Jesus bønhørte endnu et menneske på vejen. De rådvilde og rystede disciple forlangte ro, men Jesus lod sig forstyrre: Den blinde tigger, som de passerede, blev set og bønhørt af Jesus: ”Bliv seende, din tro har frelst dig.” – Himlen rørte altså jorden her ved Jeriko. Den lodrette akse mellem jord og himmel kan oprettes alle steder og til alle tider, hvor kærlighed råder. – Fred være med Jerusalem!

I 1910 malede Niels Larsen Stevns en fortolkning af netop denne helbredelseshistorie med titlen: ”Den blinde ved vejen råber efter Kristus” (Statens Museum for Kunst). I bogen ‘Lysets tøven’ beretter Mikael Wivel, at Stevns har hentet jævne, arbejdsløse folk ind som modeller, folk som ikke er ham fremmede, og dermed giver han scenen et anstrøg af socialrealisme. Gruppen går gennem det grønne landskab fremad i retning mod os, men er mere eller mindre bragt til standsning af den sortklædte blinde i vejkanten. I forgrunden tv. truer et par af disciplene ad den råbende mand, den forreste med en knytnæve. I forgrunden th. fortsætter en indadvendt, blond discipel målrettet sin march, måske harm over Jesu lidelsesforudsigelse; han er fulgt af en anden, som dog ved at dreje hovedet henleder vores opmærksomhed på rabbien. Jesus har ingen særlige ydre kendetegn, men må identificeres som den rødklædte skikkelse, som til forskel fra de andre rækker sine arme med de åbne hænder frem mod den bedende og taler. Denne gestus er evangeliets hovedhandling. – Hvad træerne angår, er de i Larsens Stevns’ malerier sjældent bare fyld. Træet bag den blinde strækker en påfaldende lang, nøgen gren vandret hen over billedets mennesketomme midterakse til himlen over Jesus. Men det er måske nok en overfortolkning heri at finde en hentydning til korsfæstelsen?     s/h foto fra Billedbibelen For Danske Hjem.