Der er opmuntrende læsning i Mark. 4, om at væksten vil komme, og at selv Guds mindste frø ”vokser op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.” Vi skal åbenbart ikke være alt for bekymrede. Men hvad betyder det, at væksten kommer? Sociologen Max Weber blev berømt for teorien om, at den vestlige verdens økonomiske fremgang var forståelig som en effekt af kristendommen, sådan forklaret at (især reformerte og puritanske) kristne anså en forretningsmæssig vækst som tegn på Guds velsignelse. Nu revurderer mange af os forståelsen af vækst og søger efter modfortællinger. Det er ved at dæmre, at øget produktivitet, tempo og omsætning – for ikke at tale om ressourceforbrug – ikke uden videre er saliggørende, snarere tværtimod. Mange verdensborgere har unægtelig en alt for lav levestandard, men hos os er der brug for andre billeder af vækst. På søndag kan vi passende forberede os til fastetiden ved at høre Jesus tale om vækst i betydningen den dybe vækst, som er Guds riges vækst. Hvad er vækst i lyset af Kristusbegivenheden? Vi skal ikke gå i den grøft bare at lade alt det med Guds rige handle om det hinsidige. Vi får jo at vide, at Guds rige er midt iblandt os – altså her i vores forbundne og forpligtede liv, som det bedst kan leves med inspiration fra evangeliet. Her i vores fælles virkelighed har vi lov at spejde efter tegn på Guds riges vækst. Entydige tegn vil vi aldrig kunne udpege, for ”ukrudt vokser sammen med hveden”, og også i vores mest idealistiske gøremål blander gode intentioner sig med grumsede motiver. – Selv Mother Teresa kunne være brutal. – Evangeliets frø har været sået i årtusinder, men er ofte alt for længe om at spire i os og mellem os. Skuffelse og mismod må kæmpe med troen på, at der endnu er noget bedre i vente, fordi Guds perspektiv for menneskeheden rækker over æoner. Men ikke desto mindre: Kan vi ikke i al forsigtighed allerede få øje på tegn? Evangeliets spirende frø og vækst er, ud over det gode kirkeliv, en latent, bredt og dybt funderet virkningshistorie i samfund og kultur: Jesus lærte os at tilgive, og siden middelalderens religionsskifte er hævnmotivet faktisk ikke mere samfundsnorm; skridt for skridt er retsplejen humaniseret, så tortur og dødsstraf efterhånden undsiges i størstedelen af ’den kristne verden’. – Jesus lærte os omsorg for de svage, fattige, syge, udstødte. Det lykkes ikke godt nok, men den indignerede offentlige protest mod svigt af sårbare medmennesker kan ikke mere overhøres. – Jesus lærte os at værdsætte børnene som Guds riges første borgere, og vist er der meget at rette op på, men viljen til at lade alle børn få plads i solen står ikke til diskussion. – Jesus lærte os at elske også den fremmede og fjenden. Vi kriges, hader og diskriminerer, så vi dårligt kan kende os selv, men faktisk er der vedtaget konventioner, så selv krigsfanger skal behandles anstændigt. – Find selv flere eksempler på ’gode nyheder’. Evangeliet har med tro, håb og kærlighed udsået medmenneskelighedens frø, så Guds riges spirekraft udfolder sig for øjnene af os. Og hvad må hele den store, lidende verden derude ikke glæde sig til?
Frøet er sået! Det er genialt anskueliggjort i Sonny Tronborgs døbefont fra 1992 i Houlkær Kirke, beliggende i en forstad til Viborg. Fonten er prydet af et enkelt, bemalet relief, som forestiller spirende frø eller korn. Den cylinderformede granitfont minder om en jordprøve, som går så dybt, at rødderne under jordoverfladen afdækkes. De spirekraftige sædekorn i jorden er blotlagt som løfterige gyldne muligheder: snart vil de bryde gennem jordskorpen. Kernerne kan tolkes som hvedekorn med reference til Johs. 12, hvor Jesus i sin lidelsesforudsigelse sammenligner sig med det hvedekorn, der må i jorden og dø for at bære megen frugt. At dåben er den døbtes fællesskab med Jesus gennem død og opstandelse, italesætter Paulus i Rom. 6. Her ved fonten i Houlkær bliver hvert dåbsbarn mindet om ikke at have for små håb til livets Gud: Væksten kommer! Sonny Tronborg (1953-2009) skabte også kirkens vellykkede altertavle, som viser det sønderrevne tempelforhæng (se nedenfor), men den talentfulde, konservatorieuddannede “vilde maler” og installationskunstner nåede desværre ikke at udføre flere kirkeudsmykninger. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 