Matthæus’ lignelse om ‘de betroede talenter / pund’ (Matt. 25.14-) får mig til at tænke på begrebet ‘generativitet’ i psykologen Erik Eriksons vokabular. Den tysk-amerikanske udviklingspsykolog Erik H. Erikson (1902-1994) er kendt for at skildre menneskets livslange udvikling som struktureret om en række dilemmaer eller opgaver, som man kan lykkes eller mislykkes med. De modne år karakteriseres ved begrebsparret ‘generativitet kontra stagnation’. Et af hans synonymer for ‘stagnation’ er ‘selvabsorbering’: et malende ord for et menneskeliv, der selvcentreret opsuger egne og andres kræfter, lukket om sig selv, primært optaget af at spejle, bevare og sikre sig selv og sit eget. Jeg gyser lidt ved ordet ‘selvabsorbering’: Den selvabsorberende vil på den lange bane tabe, så vist som hendes eller hans livsforløb ender med forfald, måske narcissistisk selvhad – og tab; der er fx ingen vindere i krigen mod det ældede udseende og svækkelsen af kræfterne. – Dagens lignelse handler nu hverken om udvikling, alder eller personlighedstype, men om grundholdningen til livet. Lignelsen tilskynder enhver til altid at leve generativt i betydningen givende og omverdens-engageret, som Guds modige medskaber. Livet kan ikke lægges i bankboks, livet koster livet, lives vindes kun ved at blive omsat. Det er ulige, hvad man har at give af, og ‘ingen er forlangt over sine evner’, som det hedder, men hvad vi end har fået, må vi bringe det i spil i livet – for livets skyld, for medmenneskers skyld. – Lignelsen handler naturligvis ikke om at skabe vækst for enhver pris, men kan være en anledning til at gentænke, hvad vækst er – og talent. Forståelsen af ordet talent er gledet fra kapital til evner, men for lignelsens pointe gør det ingen forskel: såvel den fattige, den evnesvage og den ganske anonyme kan være det givende menneske, der gør en forskel. Er ‘talenterne’ i Guds samfundsøkonomi ikke først og fremmest tro, håb og kærlighed?
Lignelsen om ‘de betroede talenter’ er så kompleks, at den dårligt kan tænkes som motiv for en altertavle. Imidlertid er den motiv for et historiemaleri fra guldalderen: Maleren Wilhelm Marstrand (1810-1873) fik af Nationalbanken bestilling på et maleri til trapperummet. Kunstneren var i sidste del af sit liv – især efter hustruens død – blevet en dedikeret maler af bibelske motiver. Han havde nu en ide, som man i banken slet ikke blev begejstret for, men som han urokkeligt fastholdt: Han ville male lignelsen om de betroede pund. Marstrand malede flere ret forskellige udkast, hvoraf dette underholdende billede fra 1870 er hans andet forsøg, der nu findes på Glyptoteket og er gengivet i Otto Marstrands informative bog ‘Maleren Wilhelm Marstrand’. Det endelige værk blev desværre aldrig realiseret, fordi Marstrand blev ramt af lammelse, – så Nationalbanken slap. – Sceneriet er henlagt til en renæssanceloggia med udsigt over en stor handelshavn. Foran den ærværdige arbejdsgiver og dommer står den ynkeligste af alle tjenerne med en slunken pose, mindende om en komisk Holbergfigur. Det er ham med alle undskyldningerne, som vi måske ofte let kan identificere os med.
Birgitte Bech kirkekunst 