Sidste søndag efter helligtrekonger, 2. rk. – Hvedekornet

Tak til gode kræfter, der vedholdende overvinder håbløshed. Tak til fredsaktivister, som giver sig selv i arbejdet for forsoning mellem folk der har alt for meget at hævne. Tak til professionelle og frivillige, som bruger livet på kamp for misbrugere og andre mistrøstige, som igen og igen har tilbagefald. Tak til alle, der håber for flere end sig selv, som har håb nok til engang imellem at rejse et medmenneske op – og til at blive ved med at prøve, også når det ikke synes at ville lykkes. Tak til sjælehyrder, der med overbevisningens klang i stemmen læser af søndagens smukke tekst om Zion (Es. 2), at “De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig”. Hvordan skulle mennesker kunne leve og virke uden tilbagevendende at bades i håbsbilleder og blive næret forestillingen om vidunderlige forandringer? –

Jesus forærer os i søndagens evangelietekst (Joh. 12) et absurd, men uvurderligt håbsbillede med sin lignelse om hvedekornet: “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”. Korn sås med håb. Den – isoleret set absurde – handling at give det fra sig, som man har og er, bliver til berigelse; man bliver kun fattigere af intet at turde give fra sig. –

Billedet med håb for det begravede hvedekorn falder på et koldt sted her om vinteren, hvor fastetiden nærmer sig med al dens tunge viden om ondskab, lidelse og død. Når jeg ser ud over et vinterlandskab, hvor kun bladløse, sorte stammer bryder de hvide eller grå flader, har jeg svært ved rigtig at forestille mig sensommerlandskabet, hvor lærker slår trille over bugnende, gyldne marker mellem grønne hegn. Underligt, så svært det kan være at kalde disse frodige billeder frem, selv for et menneske som har mange års erfaringer med verdens forvandling. Men evangeliet minder os om, at de skjulte kerner skal spire, gro, høstes og bages til livgivende brød. Og den Jesus, der uden at spare sig noget går sin undergang i møde, skal blive til livets brød for menneskeheden.

Hvedekornet er et af de mest yndede symboler i dansk kirkekunst, naturligvis også fordi det refererer til nadverhandlingen i kirkerummet. Jo mere nutidskunstnere finder det umuligt eller frygtindgydende at give sig i kast med eksplicitte Jesusbilleder, jo mere værdsætter de metaforerne. Netop Johannesevangeliet er en guldgrube af inspirerende metaforiske ‘Jeg-er-ord’, der omtaler Jesus som ‘levende vand’, ‘lyset’, ‘hyrden’, ‘porten’, ‘vejen’ og ‘vintræet’ foruden altså ‘hvedekornet’ og ‘livets brød’. På tidligere års opslag til helligdagen har jeg på min hjemmeside https://kirkekunst.net vist adskillige smukke billedeksempler herpå. Denne gang viser jeg en enkel udsmykning af Erik Heide: Vrå Valgmenighedskirkes altertavle fra 1996 med det stiliserede hvedeaks. Erik Heide begyndte sit lange kunstnerliv på malerskolen og havde en lovende grafisk karriere, men skiftede som bekendt spor og blev billedhugger. Hans første, større skulpturelle kunstværk var en døbefont, skabt allerede i 1960 til Ansgarkirken i Øster Jølby, netop med hvedeaks som motiv for fontens relieffer. Foto: Claus Jensen.