I 2024 er epifanitiden kort, og der skal der IKKE prædikes over evangeliet til 3. søndag efter helligtrekonger, som handler om det absolutte. Ordet ’absolut’ bruges som en almindelig forstærkning i vores dagligsprog. I troens verden har begrebet om det absolutte uendeligt meget større tyngde: Det absolutte er det evigt ubetingede, Gud, som den eller det der ikke kan relativeres, altets skaber og livgiver, udgangspunktet for tilværelsens gåde og fylde. Søren Kierkegaard ville lære os at forholde os lidenskabeligt, troende, til dette absolutte – og omvendt forholde os relativt til alt det betingede i tilværelsen. Vi ved meget vel, at vi oftest fokuserer på noget relativt og uvigtigt, men at dette skrumper, når livet taler til os med store bogstaver. Som man siger, har de raske mange ønsker på ønskesedlen, mens alvorligt syge kun har ét. Ja end ikke ønsket om at overleve gælder måske ubetinget, hvis livet opleves som meningsløst. Behovet for mening synes absolut. Mening kan vi ikke uden videre skaffe os selv, men den kan gives. Med en delvist lånt formulering kan vi sige, at mening kan skænkes høj som lav, der er ’forbundne og forpligtet’, ikke bare indbyrdes men på det største.
I bibelen forekommer det filosofiske ord ’absolut’ vel ikke, men dets betydning lever overalt, hvor talen er om Gud. I Luk. 17 taler Jesus absolut om tro som det uendeligt kraftfulde, der skaber undere, men som hans apostle og vi andre lunkne kompromismagere altså synes at mangle. – Søren Kierkegaard har nok Jesus i ryggen, når han råber til os, at vi mangler lidenskab for det absolutte, for den ubetingede, guddommelige autoritet, og når han religionsfilosofisk pointerer ”Det opbyggelige, der ligger i den tanke, at mod Gud have vi altid uret.”
Jesus anskueliggør sin tale om forholdet til det højeste ved lignelsen om en landbrugsmedhjælper, som slider for sin herre både ude i marken og inde i husholdningen uden at forvente endsige have krav på tak. Lignelsen har måske fungeret pædagogisk på Jesu tid, men den har svære kommunikationsproblemer i vores mere lige samfund. Vi lever heldigvis – principielt – i et samfund med overenskomster og ordnede arbejdsforhold, og vi glæder os berettiget over vores fremadskridende nivellering af hierarkierne, selv om vi da vil have lov at hylde eller ligefrem knuselske vores sympatiske og fhv. demokratisk sindede kongelige. Absolutisme er blevet et begreb for et afskyeligt autoritært regime, og absolut, dvs. enevældig, kongemagt er kastet på historiens mødding. Vi kender vores rettigheder. Men de gælder altså ikke tilsvarende i vores gudsforhold.
Tilbage står nemlig, at intet styre og ingen samfundsstruktur kan skabe livet med den tro, det håb og den kærlighed, som gør det meningsfuldt for os at leve. Heller ikke en demokratisk valgt regering kan dybest set være vores levende kilde til taknemmelighed i forhold til den uudgrundelige tilværelse med dens gaver og opgaver.
Brorsons uopslidelige, lovprisende salme ”Op al den ting, som Gud har gjort” blev skrevet 1734, altså midt under enevælden, og her formulerede Brorson som bekendt, at end ikke verdens magthavere kan skabe liv. Flere stykker visuel dansk kirkekunst er opkaldt efter netop denne salme, bl.a. et maleri i Sejs-Svejbæk Kirke med titlen: ”Om skabelsen – Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde / de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde”. Det valgte maleri fra 2000 er udført af Stig Weye (f. 1946) i hans karakteristiske surrealistiske og humoristiske stil, som vi især kender fra en omfattende fabulerende udsmykning i Grindsted Kirke. Maleriet er opbygget med en bue, der hvælver sig over et dramatisk landskab og et byprospekt med en lille dansk kirke øverst. På buen står dukkeagtige konger i geled på hver sin side af en kløft, livets rand. De forreste konger rækker frem mod hinanden hhv. en ydmyg plante og et grønt blad, som de naturligvis ikke magter at fæstne, så lidt som de kan bygge bro over livets grænse. Derunder flagrer fugle i det store rum. Over kongernes scene trækkes et forhæng til side, så himlen åbenbarer sig med skyer, henrykte engle og et livstræ i centrum. “Halleluja, vor Gud er stor! – og Himlen svare: Amen”. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 