2. søndag efter Helligtrekonger, 2. rk. – Guds sted i verden ?

Alle mennesker har brug for et hjem i verden, hvor de frit kan leve, udtrykke sig og praktisere deres tro. Alle folk har tilsyneladende også brug for hellige steder og fysiske symboler. Man kan såre et folk dybt ved at ødelægge dets helligsteder og dermed dets historiske selvforståelse. Netop derfor er helligsteder så udsatte i kulturers rivaliseringer og kampe om fortolkningsret og myter. Aktuelle eksempler er der rigeligt af. Men når helligsteder bliver dagsordensættende for vold og krigsfærd, undertrykkelse og fordrivelse, er de snarere til forbandelse end til velsignelse, og tiden er inde til helt forfra at stille spørgsmålet om, hvor Gud og mennesker i sandhed får hinanden i tale. Iflg. Joh. 4 går Jesus i dialog om netop helligsteder ved Jakobs Brønd nær Sikem i Samaria, hvor han møder en ikke-jøde, en samaritansk kvinde, som slider med sin vandspand, stolt af sin kulturs traditioner omkring patriarkens sagnomspundne brønd. Israels centralistiske jødedom insisterede efter 622 f.Kr. på, at kun helligstedet i Jerusalem er legitim bolig for Guds navn, hvilket bragte samaritanerne under pres: Samarias helligdom på Garizims Bjerg blev ødelagt under angreb sidst i det 2. årh. f.Kr., og samaritanerne har siden vedholdende fejret deres religiøse fester på stedet under åben himmel, ja den lille tilbageværende population mødes stadig ved højtider i deres hvide festdragter på bjergskråningen. MEN Jesus løfter den religiøse horisont op og ud over de religionspolitiske spændinger med et bemærkelsesværdigt udsagn: ”Tro mig, kvinde, der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed….Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”. Den epokegørende religiøse frisættelse, som er indeholdt i dette udsagn om ånd og sandhed som Guds ’sted i verden’, kan ikke overvurderes! Har vi forstået dybden og højden, myndiggørelsen og værdigheden i, at Gud ikke primært bor i bygningssten og kultgenstande, men i åndeligt liv, så at det enkelte menneske kan kaldes Guds tempel? – Det er ikke ensbetydende med, at enhver bliver salig i sin tro og med sin private mavefornemmelse. Troen har stadig brug for at næres af en usvigelig kilde, af ”levende vand”. For jøde og hedning, for ven og for fjende giver Jesus sig stilfærdigt til kende som livgiveren, gennem hvem Guds kærlighed og nåde strømmer, altid og alle steder: ”Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.”  

Der er gammel tradition for at forbinde Jesu ord om levende vand med den kristne dåb, hvor Helligånden tilsiges som dåbsgave. Dåbens betydning fremhæves af Luther, og den meget værdsatte billedhugger Laila Westergaard (f. 1964) har i anledning af det lutherske reformationsjubilæum i 2017 skabt en døbefont ved navn ”Kilden”. Kunstneren afbilder her det strømmende, livgivende vand, som på fontens relief bærer en hel fiskestime, ikke kun en enkelt fisk: det ældgamle Kristussymbol. Motivet giver på begge sider af fonten en oplevelse af vandets oplivende, friske brusen. Laila Westergaard har dertil – efter middelalderlig tradition – på døbefontens ydre udformet dåbsvandet i rækker af bølger. De bølgende, koncentriske cirkler, der som ringe spreder sig i vand, lader os ane det uendeligt ekspansive ved evangeliet. Laila Westergaard lægger vægt på det fællesskabsstiftende ved dåb og nadver, men vel at mærke ikke som fællesskaber der lukker sig om sig selv. – Laila Westergaard har efterhånden skabt 6 vidt forskellige døbefonte. Heraf har ”Kilden” nu fast adresse i Lindevangskirken i København, hvor foto er taget. Laila Westergaard har om sit arbejde med granitfonte skrevet: ”Når jeg lægger min hånd på en romansk døbefont, gør det mig lykkelig. Det giver mig en fornemmelse af sammenhæng og en forbundethed med det menneske, der på trods af at være indfældet i en anden tid end min har bygget fonten og har måttet kæmpe med granitten og livet som jeg.” Citat fra den smukke bog om Laila Westergaards Kunst ’Levende stene’.

På lørdag d. 13. jan. kl. 14 er der på Galleri og Kursuscenter Emmaus i Haslev fernisering af nye udstillinger af Laila Westergaards og Karsten Auerbachs kunst. Begge disse kunstnere fortjener med deres mageløse værker et stort publikum. Alle er velkomne.