Julesøndag glider over i nytåret, hvis gudstjenester iflg. 2. tekstrække skal handle om ”Fadervor” – eller ”Vor Far”. I Matt. 6 såvel som Luk. 11 kan vi læse, at bønnen stammer fra Jesus selv; hos Matthæus indgår den i Bjergprædikenens undervisning af disciplene. Ofte introducerer præster ved barnedåb da også bønnen som ”den bøn, vor Herre selv har lært os”. Bønnen er altså en kristenlivets livline, der rækker tilbage til urmenigheden og ud i ukendt fremtid. Mange af os har med selvfølgelighed lært bønnen som små, givet den videre til næste slægtled – og håber at nogen vil bede den for os ved afskedens time.
Fadervor har et epokegørende indhold allerede ved den fortrolige henvendelse til Gud som vores himmelske FAR, en relation Jesus altså ikke holder for sig selv. Tillidsfuldt bedes der om, at Guds evige, gode vilje skal fuldbyrde sig og overvinde det onde. Bønnen er samtidig livsnær med sin omsorg for menneskelivets behov: fysisk at få det daglige brød, sjæleligt at befries fra byrden af vores skyld såvel som nag til andre skyldige. Det er en pointe, at der bedes om mad og om tilgivelse ikke bare for mig, men for OS. I Fadervor er der så meget håb for alverden.
Fadervors ælde med historiens vingesus er en gave, men jo også en udfordring med de alderstegne formuleringer, og de sprogligt/kulturelle forståelsesproblemer skal ikke undervurderes: Angiveligt aner mange unge ikke, hvad ”forlad” betyder i forbindelse med synd og skyld; nogle får en AHA-oplevelse, når de hører, at ”forlad” betyder tilgiv. Og hvem kan levere en børnevenlig forklaring på ordene ”Helliget blive dit navn”? (Jeg ser mit barnebarn blive fjern i blikket). Der er for resten stadig ikke opnået konsensus om ”vorde” eller ”blive”. Fadervor er ikke en magisk besværgelse, men som fixeret formulering er Fadervor et fungerende ritual med traditionens autoritet og kraft, ja en daglig tryghedsgivende vane. – Men jeg har talt med teenagere, for hvem Fadervor var en hukommelsesprøve, og med gamle kirkevante mennesker, der var forpinte af Fadervors karakter af automatiseret remse.
Mennesker er ikke ens. For mit vedkommende er der mental hjælp at hente ved at knytte et (indre) billede til Fadervor, et billede, der visualiserer trygheden. Min inspiration er fundet i Arne Haugen Sørensens alterbillede ”Frygt ikke” fra 2014 i Vedsted Kirke, Birkelse, Jammerbugt. Arne Haugen Sørensen er kendt for sine opstandelsesbilleder, hvor en afdød ved Guds store hånd løftes fra graven op i lyset. Under kunstnerens forberedelse til maleriet i Vedsted Kirke spurgte menigheden kunstneren, om Guds hånd kun var for de døde. Naturligvis ikke. Resultatet blev dette vidunderlige aftenbillede af Guds kærlige hænder som et lys, der omslutter den enkelte i det lokale landsbysamfund. Arne Haugen Sørensens budskab er angiveligt: ”Frygt ikke. Du er i gode hænder. Men livet er heller ikke det værste, man har.” Jeg forestiller mig de mange små hjem med mennesker, som trygt kan gå til ro med Fadervor som dagens sidste ord. Hvad året end bringer, Godt Nytår med Fadervor! Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 