På en motorvejsbro kan man stå og undres over den ustandselige trafikstrøm: Alle mennesker synes at skulle være et andet sted, at være undervejs til uopsættelige gøremål. Der er sat turbo på samfundets stofskifte i december. Hele måneden har man halset efter huskelistens punkter: Ubs, juleposten skulle indleveres senest 15. dec., ugens discounttilbud hamstres i tide, juletræet vælges, mens der er noget at vælge mellem… I bymidten slås man nu om parkeringspladser; jagten går på de sidste gaver, drikkevarer, lækkerier, røde juletulipaner, mandelgave. Vi har travlt… MEN SÅ SKER MIRAKLET: Stilheden sænker sig! Pludselig er shoppingcentrene forladt og kasserne gjort op, parkeringspladserne tomme, lastbilerne forsvundet, ja trafikken stilnet af. En engel går gennem landet, en fredens engel fortryller vinternatten, så motorlarm viger for julesang, først klingende fra de oplyste kirker og siden fra de mange private stuer, fra plejehjem og hospitaler. Om vi så alle sammen ’nåede det hele’ eller ej, sker der uvægerligt det, at julen kommer, julen kommer til os, som den kom til Maria og Josef. Med folketællingen havde det umage par egentlig så rejsetravlt, at de end ikke nåede at forberede et egnet fødested, og dog kom julen netop dér med den utidige fødsel. Gud selv gav tiden fylde med sit nærvær, med barnet i krybben som sit tegn. Vi erfarer julenat, at tiden har evighedens dybde.
Der er i kirkekunsten fra oldtid til nutid en overdådighed af prægtige, yndefulde, fortællende og måske debatskabende julebilleder i kirkekunsten fra oldtid til nutid, nok til mange timers foredrag om julens varierede billedsprog. Til denne juleaften vælger jeg et maleri, som har en tidløs kvalitet og lyser af andagt omkring Gudsbarnet på Marias skød. Maria selv er kontemplativ og undrende. Hyrder er af fredsenglen afbrudt i deres gøremål og kaldt ind. Andægtigt kommer de listende gennem døren, ikke at skelne fra samtidens almue, – og samtidig er de identifikationsfigurer for os i julen 2023. Vi standser op foran den nyfødte, sænker skuldrene og lader tiden stå stille. Måske istemmer vi den næsten sakrale julesalme ‘Det kimer nu’ og synger: “Kom lad os gå med stille sind / som hyrderne til barnet ind”.
Bertha Dorphs maleri ”Hyrdernes tilbedelse” fra 1923 pryder altertavlen i Ollerup Kirke, omkranset af Ingeborg Clausens smukke, gyldne engleramme: ”Den himmelske lovsang”. Det er malet af symbolisten Bertha Dorph (1875-1960). Bortset fra udkast til et alterbillede til Vejgaard Kirke er dette Bertha Dorphs eneste kirkelige bidrag til dansk kirkekunst, men flere af hendes malerier har en tone af mystik. Hun blev uddannet hos bl.a. symbolisten Harald Slott-Møller og forsvarede symbolismen i tidens kunstdebat. Bertha Dorph lykkedes som kun få af periodens kvindelige kunstnere med at realisere både karriere og familieliv. Hun var gift med maler Niels Vinding Dorph, med hvem hun ledede Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 