Fokus på Johannes Døberen er ikke nogen vindersag i folkelig dansk decemberhygge, så hellere Santa Lucia 😊, selvom vi som protestanter jo ikke tror på helgener. Men evangelieteksterne insisterer altså på at lade Johannes bringe en løfterig optakt til julen, som hans senere absurde halshugning i Herodes’ fangekælder ikke skal kunne sætte i skyggen. Som frygtløst vidne var og er Johannes et fyrtårn, der ikke mørklægges af hans henrettelse. Dagens tekster er uhyre realistiske om det mørke, der er julens bagtæppe, en ‘never ending story’ om vold og trodsigt mod. – Indbegrebet af opposition mod Putins styre, Alexej Navalnyj, er sat i russisk fængsel med en dom på foreløbig 9 år. En idealistisk fredsaktivist i en kibbutz blev massakreret i Hamas’ terror. En ung frivillig dansk ambulancefører blev dræbt af et russisk raketangreb… Forbilledlige ildsjæle oplever måske sjældent at lykkes endsige blive lykkelige, og de fleste jordiske profeter og engle forbliver anonyme. Men vi tør tro, at ”hvad I har sagt i mørket, skal blive hørt i lyset” (Luk. 12). Med deres individuelle liv og lidelser bærer frontløbere og engle med på en stor fortælling om frihed og mod, menneskeværd, troskab og Ånd – og er derfor gode historier på trods. – Johannes Døberen fik måske ikke et godt liv, men han var et godt liv. – På de to sidste adventssøndage spiller Johannes Døberen en stor rolle, om ikke hovedrollen: 3. adventssøndag hører vi om Johannes’ fødsel, der iflg. Luk. 1 er et mirakel, som får hans ældgamle far Zakarias til at bryde ud i en jublende, poetisk arie i gammeltestamentlig sprogdragt, om at ”solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sider i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” – 4. adventssøndag møder vi den voksne Johannes, der uforbeholdent vidner om, at Jesus, Guds lam, er Guds Søn. Johannes var asketen, der prædikede omvendelse før dommens dag, Jesus kom med glæden i sit følge og åbnede Guds rige ved at prædike syndernes forladelse. Johannes’ og Jesu discipelkredse var måske rivaliserende, men Johannes-Døber-evangeliets pointe er, at Johannes glæder sig over at give Jesus det sidste ord, for ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”. Johannes’ historie flettes sammen med evangeliet, og som den der bærer med på og favnes af Guds gode historie, er hans ulykkelige (?) liv vellykket. – Og nu til os: Julen giver anledning til megen glad aktivitet og også nogen eftertanke, ja måske julesorg: Julen kan bringe os på en personlig tidsrejse mellem barndommens forventninger, ungdommens håb og alderdommens taknemmelighed iblandet bearbejdninger af nederlag og skuffelser. Vi forstår med Paulus’ ord til dagen, at ”vi har vores skat i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.” Vi blev næppe de fyrtårne, vi drømte om at blive, men på spørgsmålet, om livet alligevel lykkes eller lykkedes, er svaret for os som for Johannes Døberen, at vores små historier nådigt flettes sammen med Guds store. Julen kan hjælpe os med at bære med på og favnes af denne store, gode fortælling. Som gamle Zakarias sang: ”Gud har besøgt og forløst sit folk”.
I tidligere opslag har jeg vist enkelte af de sjældne billeder fra dansk kirkekunst med Johannes Døberens fødsel som motiv. Et mere almindeligt motiv har været Johannes som lille barn sammen med den lidt yngre Jesus og andre slægtninge. I middelalderen havde man rede på legenderne om Marias store familie. At Johannesbarnet tilbeder barn Jesus, kan ses i forlængelse af Lukas’ beretning om Besøgelsen, hvor Johannes allerede i sin mors liv hilser den Herre, som nygravide Maria bærer på under besøget hos sin ældre slægtning Elisabeth. – Statens Museum for Kunst viser for tiden en seværdig udstilling om den danske kunstner Melchior Lorck og hans værker, for en stor del minutiøst tegnet arkitektur og dragter, men her kan også ses et enkelt maleri fra 1552: ’Jomfru Maria og barn, den lille Johannes og to engle’. I tema og stil viser billedet påvirkninger fra både Tyskland, Nederlandene og Italien. Lorck blev født i Flensborg og udstyret med rejselegat af reformationens kongen Chr. 3., der hermed håbede at få sig en protestantisk kunstner, som kunne sammenlignes med den samtidige tyske maler Cranach d. æ. Lorck begik da også såvel antipapistiske som antityrkiske tegninger, men i de årtier han til kongens fortrydelse blev ved at rejse rundt i Europa og Tyrkiet, påtog han sig også opgaver for såvel katolske som muslimske magthavere. Måske i forbindelse med et besøg i det katolske Wien malede han, som vi ser, en tronende Maria, der under kongeligt, rødt fløjlsdraperi kranses oppefra, mens englen th. synger Mariabønnen, unægtelig et katolsk koncept. Centralt i billedets forgrund rækker Jesusbarnet ud efter det hvide lam, som den lille Johannes med et inderligt hengivent udtryk fører frem. Johannesbarnet inkarnerer hermed kirkens tro på Jesus og hans sonoffer. I billedets arkitektonisk interessante panoramalandskab ses tv. et fromt ældre ægtepar, måske Elisabeth og Zakarias med Zakarias’ vision for sønnens liv, måske et mere generelt billede af troendes liv. De to gamle på livets vej henviser pegende til troens genstand – og omfattes af frelsens budskab. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 