Det første lys blev tændt i adventskransen. Mange har digitalt delt billeder af deres smukke lyskranse, fordi de betyder noget. Det lille ritual er ikke bare noget, vi lige skal have ordnet; det er omgærdet af – ja – højtid, af stille taknemmelighed over den forestående fest, af bevidsthed om at ventetid kræver tålmodighed, ja åndelig disciplin. Den kommende fælles fest kan vi ikke bare fremskynde og fikse, den er et Guds mysterium, som må komme til os, som det nyfødte barn, der giver os nye øjne at se på livet med, som stjernelys og fællessang, som kærlige hilsener og varme hænder. Vi kan åbne os for mysteriet og erfare, hvordan forventningens glæde allerede melder sig med kraft: at glæden forlods lister sig ind i hjertet og åbner det for den tro, det håb og den kærlighed, som vi kalder Kristus. Glæden tilskynder os til at pynte op og nynne, til at udvise lidt mere empati og betænksomhed i nære og fjerne relationer, ja tilmed give afkald på noget af vores overforbrug for at dele med flere. – På flere niveauer har vi en flamme at værne. På det dybere niveau er udfordringen at bevare flammen, også når stemningen er væk på mørke januardage, når koldere vinde blæser med underskud, pessimistiske opgørelser og triste statistikker. Da må vi gøre os umage for at bære med på glæden og ikke unødigt dræne andre mennesker for deres. Kan vi i mørkere timer bevare det kompas i livet, at Kristus til evig tid vil lyse foran os, og at han har tro, håb og kærlighed – ja glæde – nok til alle? Der må være en dobbelthed i vores forventning: der er forventning, som indfries her i tiden med dens kirke- og kalenderår, og der er den transcendente forventning til den uudgrundelige fuldbyrdelse, hvor Gud skal blive alt i alle. Og forbundne er de, når Himlen glimtvis rører jorden. Vi må være opmærksomme på glædens kilder og sammen forsøge at sætte ord og billeder på: på glæden som vi allerede har modtager, og glæden som vi i sjælens dyb bliver ved at håbe på. Dagens eskatologiske lignelse fra Matt. 25 giver os det billede på den yderste glæde, at den er en festsal, hvor der skal fejres bryllup; den kristne tradition sammenligner netop sjælens forening med Kristus med et bryllup. – På en måde er vi stillet som lignelsens brudepiger, der er indbudt til bryllup og tålmodigt må vente med deres tændte blus uden at kunne fremskynde brudgommens komme. Vi er nok alle som både de kloge og de dumme brudepiger i lignelsen. Lampeolien og flammen er billede på troens forventning og glæde, som iflg. Matthæus åbenbart hurtigt kan slippe op og gøre det fristende også at dræne andre for deres glæde. Når vi går gennem porten til festsalen, må vi bære glæden med os, men hvordan skulle vi kunne det, hvis andre bliver efterladt på perronen? Det er svært at lade sig opbygge af de for Matthæus så typiske straffeord, men tilbage står evangeliet om, at vi er budt til fest, fordi Kristus er på vej, og heldigvis kender vi hans barmhjertighed.
Billedkunsten har vidt forskellige tolkninger af lignelsen om kloge og ukloge brudepiger. Nogle tager hele krisefortællingen med, som tidligere vist på denne hjemmeside. Her viser jeg et følsomt maleri, hvor motivet samler sig om en enkelt pige, så det er blevet til et inderligt andagtsbillede med appel til den enkelte om at værne troens flamme. Billedet er den tidligere altertavle i Vrå Kirke, Vendsyssel, som portrætmaleren Agnes Schmidt (1874-1952) malede i 1918. Gennem et ophold på Askov Højskole besluttede Agnes Schmidt sig for at blive rigtig kunstner. (Grundtvigske højskoler har givet mod til ikke så få af malerkunstens kvindelige pionerer.) Agnes Schmidt var en filantropisk forkæmper for dansk kultur syd for grænsen og oprettede selv en højskole for arbejdsløse. Som mange kvindelige kunstnere forblev hun ugift, men under 1. verdenskrig adopterede hun 6 forældreløse piger, som hun gav en god opvækst. Dette er kunstnerens eneste kirkeudsmykning. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 