Sidste søndag i kirkeåret, 1. rk. – Ansigtet som befaling og som bøn

Kirkeårets sidste prædiketekst om Verdensdommen iflg. Matt. 25 rejser en lodret akse over den kristnes liv: Lignelsens åbning er mytisk med Menneskesønnen omgivet af engle i evig, himmelsk herlighed. Fra det høje gennemlyses vi af en dom over vores liv, som vi ikke kan skjule os for. Vi kender denne dom som samvittighedens dom i vores egen eftertanke. Det spørgsmål, der rammer os, er spørgsmålet om vores kærlighed. Med spørgsmålet om kærlighed kalder Menneskesønnen os umiddelbart ned på jorden, ned til lavlandet, hvor gudskærligheden identificerer sig som menneskekærlighed. Det er her i tiden, i det sårbare medmenneske, Menneskesønnen møder os i dag: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” – og ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig”. – Er Kristus smuk? Esajasteksten kap 53 skriver det modsatte om Herrens lidende tjener: ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for”. Vi længes efter at se Kristi rene, forklarede åsyn møde os med det milde og favnende blik, som giver os trøst og fred; men på vejen viser han os altså ansigtet af en fremmed, en sulten, en nøgen, en syg, en fængslet: alle de andre mennesker, der også hungrer efter trøst og fred. Han viser os det ansigt, hvori mennesket åbenbarer sig som menneske. – Den jødiske filosof Emmanuel Levinas, født i Litauen i 1905, blev fransk statsborger i 1939. I størstedelen af 2. verdenskrig sad han i tysk krigsfangelejr, mens dele af hans familie i Litauen blev ombragt. Selv døde han i 1995. Levinas har arbejdet med etikkens grundlag og er bedst kendt for analysen af ansigtets betydning. I det nøgne ansigt er personen til stede som en uomgængelig appel: Du må ikke slå mig ihjel! Levinas’ spidsformulering lyder, at ansigtet møder os som befaling og som bøn. Ansigtet kalder på ansvarlighed, der ikke kan affærdiges uden forråelse. Levinas har skrevet om, hvordan voldsmænd, der senere blev hjemsøgt af mareridt over deres ugerninger, aldrig kunne undslippe befalingen fra deres ofres øjne. Af ansigtet med dets blik udspringer den andens værdighed, som peger mod det uendelige, mod Gud.

Dagens kunstværk er fundet i Thomas Reinholdt Rasmussens bog ’Til de fattige’ fra 2009, som præsenterer eksempler på Niels Helledies karske kunst, der også i mange kirker og sognehuse rusker op i os. Niels Helledie døde i 2022 efter et originalt skabende kunstnerliv. Her gælder det et ansigt, som er et Kristusansigt uden ydre skønhed og samtidig et medmenneskes ansigt med et uafrysteligt blik. I figurens bryst har Helledie placeret et håndtag, som jeg gerne vil tolke som en indgang til den guddommelige kærlighed, der er vores håb.