Kunst til kirkeåret, 24. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Pigeliv.

Da jeg var gymnasielærer, havde jeg blandt eleverne nogle muslimske piger, som med deres flid og seriøsitet ofte var gode forbundsfæller i religionsundervisningen. – Men jo også øjenåbnere for kulturforskelle. Når der blev undervist i islam, deltes typisk et klassesæt af koraner ud, og jeg husker en situation, hvor en af pigerne ikke kunne røre ved sin hellige skrift, fordi hun havde menstruation og altså var underlagt et tabu. Den lille erindring dukkede op, da jeg læste i Matt. 9 (med paralleller hos Mark og Luk) om kvinden, der i 12 år havde haft endeløse blødninger, som i det gammeltestamentlige patriarkat måtte isolere hende socialt og kultisk, fordi blodet blev set som farligt. Med kvindekønnets normale rytme ville en nøje afgrænset urenhedsperiode efterfølges af et renselsesoffer, hvorefter et samliv kunne genoptages, måske med den velsignelse til følge, hvormed kvinden opfyldte sin bestemmelse i mandens slægt. Men med stadige blødninger var en kvinde ikke bare gold, men stadigt uren og tilmed giftig, fordi hendes urenhed kunne smitte den, hun berørte. I denne desperate situation ser den syge kvinde nu Jesus som sin sidste chance, bryder den hellige lov og rører bagfra kvasterne på hans kappe. Og hun bliver helbredt, ikke fordi hans kvaster er magiske, men fordi Jesus møder hendes tro: ”Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig!” Som en from jøde kender Jesus udmærket de religiøse love, men han prioriterer kærligheden over renhedsforskrifterne og redder et liv. – I samme korte prædiketekst hører vi om, at Jesus frelser endnu et dyrebart pigeliv: Synagogeforstander Jairus’ 12-årige datter ligger døende, nej død, og i afgrunden mellem trøstesløshed og tro kaster hendes far sig ned for Jesu fødder: …. ”kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.” Jesus baner sig vej gennem først den larmende begravelsesmusik og så gennem selve døden, han ”tog hendes hånd, og pigen rejste sig op.” Denne verden martret af lidelse og sorg fik hermed igen et livstegn fra en kærlig Gud, som vil give os tro på det enkelte menneskelivs evigt gudgivne værdi, uanset køn. – For resten får vi ikke navne på hverken den lille datter eller den voksne kvinde. Som Lisbeth Smedegaard indledningsvis skriver i sin flotte bog om Bibelens kvinder, er ”Bibelen en bog for mænd, skrevet af mænd og for mænd”. Kun undtagelsesvis fortælles en kvindes historie, og da oftest for at kaste lys over hovedhandlingens mand. Underberetningerne med pigen og kvinden fortæller hvem Kristus er, og bringer derved stor trøst for alle afmægtige. Evangeliet udgik fra en patriarkalsk verden, men havde i sig det grænsesprængende potentiale, der fik den lovlærde Paulus til 20-25 år senere at skrive til galaterne, at ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle ´en i Kristus”. Sådan bliver det.

Dansk kirkekunst har kun enkelte fremstillinger af kvinden med blødninger men til gengæld mange af Jairus’ datters opvækkelse. Sidstnævnte er et yndefuldt og umiddelbart rørende motiv, som har fristet adskillige kunstnerne. Thorvald Pedersen har omkring midten af 1900-tallet flittigt skåret sine mange fortællende relieffer med scener fra Jesu liv til pryd for de gamle bænkegavle i Strøby Kirke på Stevns, – nu flyttet ned i den smukt renoverede kirkes tårnrum. De mange herlige træskærerarbejder hænger i kaotisk rækkefølge, men man kan i ro og mag tage dem i øjesyn og identificere scenerne, og her er vi så heldige at finde begge dagens motiver. Jeg viser i opslaget de pågældende relieffer side om side. I sin varmt lysende, røde klædning og med korsglorie bringer Jesus Guds hjælp til både den lille pige på lejet og til den syge kvinde, som berører hans dragt. Mens den lille pige er omgivet af håbefuld, bedende familie, er den syge kvinde omgivet af misbilligende mænd, men altså også af guddommelig omsorg. Foto: Claus Jensen.