Efter en mere meditativ Allehelgen er vi tilbage i hverdagen med spørgsmålet om skattebetaling, både i nyhedsmedier og i evangeliet fra Matt. 23. Af sine modstandere bliver Jesus stillet det politisk farlige spørgsmål om skattebetaling til kejseren. Spørgsmålet er intrikat, så meget mere som herskeren ikke bare forlanger skat, men også tilbedelse. Jesus svarer med sin berømte one-liner: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Jesu svar bliver husket, ikke kun fordi det er smart og uangribeligt, men fordi det kan blive ved med at rumstere i vores eftertanke som et stadigt spørgsmål til os: Hvad er i grunden kejserens, og hvad er Guds?
Pointe nr. 1 er, at tilbedelse kun tilkommer Gud. Heldigvis har vi her til lands hverken kejser, diktatur eller autokrati, endsige hang til førerdyrkelse, men demokratisk valgte instanser, der skal kunne tåle kritik. Det gælder også ideologier og ’ismer’, at de ikke skal ophøjes til religion, men kunne udsættes for modlys. For staten er ikke Gud, og Gud er ikke staten. Gennemgående er vi vist tilfredse med et sekulariseret samfund uden tvingende religiøse paroler. Fx har vi vænnet os til helligdagsåbne butikker nærmest som en frihedsrettighed, de butiksansattes frihed ufortalt. MEN vores sagtmodige kirkelige liv får lidt åndenød af påbudte nedlukninger og bededagsinddragelse. Vi behøver åndehuller til den dybe åndelige vejrtrækning, og for vores egen skyld må vi spørge, om vi ’giver Gud, hvad Guds er’, når konkurrencestatens vækstparole og kommercielle dagsordener kværner gennem alle årets dage. Hverken ånd eller skaberværk er tjent med den rige verdens endimensionelle dyrkelse af materiel vækst. –
Tilbage til spørgsmålet om skattebetaling, nu ikke til kejseren men til staten eller samfundsfællesskabet: Staten giver, og staten kræver, staten kræver arbejdskraft. Nu debatteres det, hvor meget vi skal arbejde, og for hvis skyld? I den katolske fortid var klosterlivet en prioritet ud fra tanken om, at religiøse øvelser bragte én tættere på Gud. Det gjorde Luther som bekendt op med ved at lære os, at det almindelige arbejdsliv må forstås som en gudstjeneste, i og med at vi efter Guds kærlige vilje hjælper medmennesker ved vores arbejde i jordiske fællesskaber, erhverv, familie, nabolag. Dermed nåede vi frem til den 2. pointe, at vi hverken kan eller skal sætte et skel mellem at give Gud, hvad Guds er, og kejseren (staten), hvad statens er. Det er også gudstjeneste at løse sine opgaver og gøre sit bedste ’i kald og stand’. Den bramfri Luther skrev fx om, hvordan en mors gerning med fødsler og barnepleje var skidt og lort, hvis altså ikke det var et helligt kald fra Gud. Gud skelner mig bekendt ikke mellem lønnet og ulønnet arbejde, og i hvert fald er den guddommelige mening med arbejdet ikke at puge materiel rigdom sammen. Desværre er kaldstanken kommet i miskredit efter at være misbrugt i en uhellig alliance med underbetaling og anden udnyttelse, men sådan behøver det ikke være; kaldstanken er fuldt forenelig med gode arbejdsforhold. Kaldstanken kan være en trosmæssig ressource, som giver værdighed og styrke til også ufestlige arbejdsdage. Som et kompas kan kaldstanken give hverdagen retning. Men hvem kan fastholde lyset fra dette ophøjede perspektiv, hvis tilværelse er uden åndehuller til det dybe åndedrag?
Fremstillinger af scenen med ‘Skattens mønt’ findes flere steder i danske kirker, men sjældent som altertavle. I Bjergsted Kirke, Jyderup, brugtes motivet som alterudsmykning fra 1903 indtil kirkens smukt gennemførte modernisering i 1950. Maleriet er malet af en vis komtesse Lerche og er skænket af hendes familie på den nærliggende Astrupgård, som ejede kirken fra 1700-tallet indtil dens selveje. Det er typisk for de første kvindelige kunstnergenerationer, at de havde vanskelig adgang til uddannelse, men til gengæld baggrund i privilegerede miljøer, hvor malerkunsten navnlig var en egnet syssel for de ugifte døtre. Komtesse Lerches maleri beviser ikke noget selvstændigt talent. Det er en kopi efter et maleri i Dresden, malet af den store Tizian (d. 1576). Nederst ses Claus Jensens foto af komtesse Lerches maleri, som nu hænger i Bjergsted Kirkes tårnrum.
Birgitte Bech kirkekunst 