Allehelgens søndag, 1. rk. – Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Jeg er næppe noget særtilfælde, når jeg værdsætter betydningen af, at min mor læste fortællinger højt med budskab om, at det hele ender godt, så som eventyret om at det ulykkelige mobbeoffer ’den grimme ælling’ alligevel ikke gik til grunde. De opmuntrende historier sammen med den usvigelige mødrene kærlighed plantede fra første færd i mig den livsvigtige tillid til livet. Der blev installeret et håbets kompas som livsledsager gennem de første skoleårs periodiske oplevelser af at være kikset outsider og helt ind i voksenlivets større nederlag. I de modne år rækker eventyrfortællingerne imidlertid ikke. Det indre skal skilles fra det ydre, og der er brug for en stærkere stemme med en transcenderende håbsfortælling, hvis den skal lyde igennem eksistensens uomgængelige erfaringer af tab, selvforkastelse og definitivt forfald. Der er brug for et dybere perspektiv på, hvem der er lykkedes hhv. mislykkedes, en målestok af en anden dimension, kærlighed af en anden dimension. Denne stærkere stemme når os i Allehelgentekstens saligprisninger fra Matt. 5: Programmatisk indleder Jesus her sin historiske bjergprædiken med evangeliet til taberne om, at det er dem, der lykkes: Gud omfavner dem, som kommer underpræsterende og tomhændede, de sørgende, sagtmodige, retfærdighedshungrende, barmhjertige, rene af hjertet, fredsstiftende, forfulgte. For en stor del er denne beskrivelse af de paradoksalt uovervindelige tabere en beskrivelse af Jesus selv. Den talende er den sagtmodige, retfærdige, renhjertede og barmhjertige menneskesøn, som blev underkendt og forfulgt helt ind i døden som forbryder. Netop ham er det, der tilsiger salighed, oprejsning og trøst! Da den tunge sten blev sat for hans grav, ville mange – måske alle – bedømme ham som taber, hans mange velgerninger ufortalt. Men den store kærligheds kompas var alligevel ikke gået i stykker. – Her ved kirkernes Allehelgensfejring, hvor de sørgende kaldes salige, må vi gribe ud efter påskeevangeliets trøst. Om nogen har Johannes Møllehave vedholdende fortalt os, at det ender godt. De sidste vers af hans digt ’De tre sten’ lyder: ”Der lå en sten på frelserens grav / den tungeste sten blandt stene, / og rygtet kom ud over land og hav, / at kærlighed bar den alene. / Og vi, der var underlagt synd og død / og alle fordrevet fra Eden, / kom sammen og lytted’ / når ordet lød / om stenen og kærligheden. / Der ligger en sten på hver eneste grav. / Jeg stod ved min fars forleden / og vidste, at selv de tungeste sten / kan bæres af kærligheden.”

Jeg har læst om en fin og særlig Allehelgens-markering i den lille Lodbjerg Kirke på Thy, som i århundreder var nedrivningstruet på grundt af sandflugt og faldende befolkningstal. Nu er kirken næsten valfartsmål på grund af panoramaudsigt og især på grund af dens nye kunst. Den lutheranske fløjaltertavle med J. Jensen Thranes 1700-tals billede af ’Den sidste nadver’ i hovedfeltet fik i 2008 Maja Lisa Engelhardts abstrakte relieffer på fløjene: en dramatisk fortælling om død og opstandelse, udført i forsølvet og forgyldt bronze. Når tavlen er lukket, ses kun den store ’Golgataformede’ klippeblok foran graven. Klippen er mørk, men omkring den skinner en gylden sol; det er ved at blive lyst. Sådan møder altertavlen kirkegængeren, når Allehelgens gudstjeneste begynder. Her kan stenen få en merbetydning af at være også vore umistelige kæres gravsten – og vor egen. I løbet af gudstjenesten åbnes imidlertid altertavlen, så vi ser alle dens tre fløje og den uoverkommeligt tunge sten væltet fra: I venstre side opfatter vi en tom grav med en skygge af Kristus, der forsvinder, modelleret som negativt aftryk i sortpatineret bronze, omgivet af det lys, som skal modtage Kristus. I højre side kommer påskemorgen til os: Her er graven ikke øde, men udsender sit englebudskab om opstandelsen. Den levende Kristus lyser her i relieffets oppolerede, gyldne gestalt. Vi inviteres således med ind i den store fortællings bevægelse fra sorgens dyb til glædens fylde. Det er godt at græde, men også godt at lade sig trøste. – For nylig var jeg sammen med Gimsings formidable kirkehøjskole på kirkeekskursion i Thy sammen med Claus Jensen, som har fotograferet kirken.