Når selv radioværter på P1 kløjs i udtalen af Kapernaum, skyldes det uden tvivl, at denne lille galilæiske flække kun er kendt fra Jesushistorier. Her omtales Kapernaum som stedet, hvor Jesus boede og mødte mennesker med hjælp behov. Det var et ’hul i jorden’ og samtidig altså en plet, hvor himlen rørte jorden. – Iflg. Joh 4 blev Jesus bl.a. opsøgt af en embedsmand, hvis søn lå døende derhjemme, hvorfor han som angstfuld far selvfølgelig gerne ville have Jesus med hjem. Jesus bønhørte imidlertid faderen umiddelbart, hvor han stod og gik, med ordene ”Gå hjem, din søn lever”, og faderen ”troede på hans ord og gik” – hjem til sin helbredte søn. Faderen lod åbenbart Ordet stå til troende, førend han fik noget mirakel at se, og det må være en af fortællingens pointer. Ordet fornyede og forvandlede familiens situation, ”og hele hans husstand kom til tro”. Troen angik så ikke kun det konkrete mirakel, men hele perspektivet på livet, livets kilde. Evangeliet handler om at lade troen være det givne livsrum. – I den lutherske kirke har vi nok forstået, at vores gudsforhold ikke lever af gode gerninger endsige magiske ritualer, men at gudsforholdet lever i tro, tro hos den enkelte og tro i menighedens fællesskab. For Luther var det netop den store befrielse at få øje på troen som kristenlivets centrum. For moderne mennesker er det ikke nødvendigvis befriende at sætte troen i centrum, hvis troen forekommer at være en præstation, som man kun kan forløfte sig på, – for hvor troende er jeg egentlig? De fleste taler ærligere om deres tvivl. Der er sikkert ingen ateister på Rigshospitalet blandt pårørende til dødssyge børn, men det er jo grumt, hvis der til pårørendes smerte ved sygdom og død føjes skyldfølelse over i situationen at have troet for lidt eller forkert. Det er frugtesløst at tænke på troen som (endnu) et krav, som en mental anspændelse, koncentration eller suggestion. Det er forfejlet at tænke på troen som den enkeltes mentale projekt. Fokus må flyttes fra den hvileløse selvransagelse vedr. graden af eget og andres religiøse liv, fokus må flyttes til den levende Gud. Det befriende ligger nemlig ikke i tanken om vores forhold til Gud, men i Guds forhold til os, hvor den kærlighed er givet os, som intet kan skille os fra. Et barn skal ikke producere sine forældres kærlighed, men tillidsfuldt leve i den; det skal ikke præstere sig til (moder)mælken, men drikke den. En troende skal ikke producere sit gudsforhold, men bæres af det. …”For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt / men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, som frit har os søgt. / At tro er at stille sig ind under ordet, som myndigt får røst, / – og finde sig tiltalt, og tåle dets sandhed og gribe dets trøst”, som den gode salmedigter Jørgen Michaelsen skrev i den vise salme ”At tro er at komme”. Ikke alle vores bønner bliver opfyldt. Husstanden hos embedsmanden i Kapernaum slap nok heller ikke fremover for skuffelser og sorger, MEN livets kilde tørrer ikke ud. Troen og håbet næres i al evighed af Kærligheden, Kærligheden med stort K, som ikke stopper ved, at menneskers muligheder synes udtømte. Derfor kan vi også under novembers kommende allehelgen-fejringer gå rundt i de dødes have med en efterklang i hjertet af Jesu ord: ”Gå hjem, din søn lever”!
At afbilde indre begreber som troen og håbet kunne anses for umuligt, men de fylder faktisk godt i kirkeudsmykninger, fordi man historisk har vedtaget at anskueliggøre ’dyderne’, altså de prisværdige egenskaber og holdninger, i smukke allegoriske kvindeskikkelser med respektive attributter. Mange ældre kirker opviser serier med op til 6-7, somme tider endnu flere, dydefigurer, oftest på prædikestole eller i altertavlers rammeværk. Særligt fra Chr. IV.s tid kom disse noget stereotype rækker af dydefigurer til at florere. Regenten var jo ikke i tvivl om, at ’Fromhed styrker rigerne’. Det kan siges, at dyder som almenkristne forbilleder efter reformationen trådte i stedet for katolicismens helgener. Her skal vi ikke fordybe os i dydekatalogernes lange og interessante historie men samle os om de vigtige tre ’teologiske’ eller ’kristne’ dyder: “tro, håb og kærlighed“, som er kendt fra Paulus’ breve. De kan vises enkeltstående, men teologisk set er det mere meningsfuldt, ja en genistreg, som er begået med billedhugger J. A. Jerichaus (1816-1883) udformning, at Troen og Håbet skildres som relationelle. I Jerichaus skulptur ”Troens og håbets engel ved evighedens kilde” vises de allegoriske kvindeskikkelser/engle lænende sig ind til den klippeformation, hvorfra et kildevæld strømmer ned i et muslingeskalformet dåbsfad, og Guds Ånd er til stede som duen øverst oppe. “Troen” bærer korset som attribut, “Håbet” bærer palmegrenen. Det hele hænger sammen, og Troen og Håbet fremstilles således som dåbsvidner eller snarere som dåbens gaver med ”Livets evige kilde” i centrum. J. A. Jerichau skabte sin skulptur i gips, og Carl Jacobsen købte den fra dødsboet. Den er kopieret i såvel marmor som bronze og pryder både Jesuskirken i Valby og Sankt Katharina Kirke i St. Heddinge på Stevns. Bronzekopien, der ses på dette foto, blev støbt i Kbh. i 1867 og gør den dag i dag fyldest som den helt specielle døbefont i St. Heddinge. J. A. Jerichau er kaldt Thorvaldsens arvtager, i hvert fald overtog han en periode Thorvaldsens værksted i Rom efter dennes hjemrejse til fædrelandet. Han opnåede et dansk professorat og skabte bl.a. skulpturen af den korsfæstede Jesus, som står foran Jesuskirken i Valby. Foto er fundet i “Panterjægeren”, bogen om billedhuggeren J. A. Jerichau, der fik sit gennembrud med værket Panterjægeren.
Birgitte Bech kirkekunst 