En forsamling af mennesker med forskellige dagsordener og bekymringer: I Luk. 17 fortælles, hvordan velrenommerede farisæere fejrede sabbatsmåltidet, men holdt armslængde til nogle tilstedeværende. Den seriøse vært havde måske set frem til en stund med åndelig fordybelse blandt ligesindede, i trofast stræben efter at afkode Guds vilje, – men så ankom altså først den uregerlige Jesus og så den her sølle mand med vand i kroppen, som forstyrrede selskabet med det ene ønske at blive helbredt. Jesus imødekom ufortøvet hans bøn, selvom den jødiske sabbatslov strengt taget kun tillader at sætte andet til side i tilfælde af akut livsfare. Jesus søgte ikke sit eget, heller ikke farisæernes anerkendelse; han kendte indefra Guds vilje som kærlighed, så enkelt var og er det. – Vi har nok så let ved at ‘holde med Jesus’ og bekræfte menneskekærlighedens dagsorden, at vi føler os overlegne i forhold til farisæerne, som her blev sat på plads, – men hvad lærer VI så af episoden? At vi ikke har nogen grund til at føle os overlegne! Jesus gav en lektion i ydmyghed, som lige så fuldt angår os i en tid, der tilskynder til at promovere sig selv på alle mulige andre parametre, om så skal være på andre menneskers bekostning: “Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”, sagde Jesus. Kan vi lægge os efter at være ydmyge? Der er noget paradoksalt ved ydmyghed, at det ikke er en adfærd, man kan påtage sig på kommando, uden at den bliver hul, bliver til ‘fromme lader’. Nej ydmyghed må fødes i et hudløst hjerte i mødet med livet selv. Ydmyghed næres af den dybe erfaring af storheden i det givne, også i det små. “Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå”, skrev Jeppe Aakjær. I ydmyghed berøres vi af naturen, af forbundethed med andre mennesker, af liturgi, musik og kunst, alt det vi ikke kan kontrollere og aldrig bare skylder os selv. Ydmyghed rimer på sårbarhed, på også at genkende sig selv i den svage, ja i taberen, – og erkende, at vi aldrig i os selv har kærlighed nok. I ydmyghed forstår vi, at det ikke er vores egen præstation at være budt til bords med Gud og høre den befriende velkomst: “Min ven, sæt dig højere op”. Som tak kan vi så nynne på sidste vers af Grundtvigs ‘Hyggelig, rolig’ (DDS 411): “Ej vil jeg bytte / Gud, i din hytte / tiggerens plads / bort for det sæde / stolte beklæde / højt i palads./ Godt ikke fattes, hvem du haver kær./ Lavt er ej bænket. hvem Gud sidder nær.”
Jeg vælger denne gang den sønderjyske Højer Kirkes overraskende lille nadverbillede, som er indsat i predellaen i en gotisk altertavle fra 1425 (Se nedenfor). Maleriet er kopieret efter Eduard von Gebhardts kendte Nadver fra 1870, som hænger på Nationalgalleriet i Berlin. Gebhardt (1828-1925) blev født i Estland og uddannet i historiemaleriet bl.a. i Düsseldorf. Han var fra barn optaget af det religiøse maleri, som han ville udfolde med realisme frem for idealiseret skønhed. Hans menneskeskildringer er troværdige og relaterbare, både jævne og dybe. Vi ser Kristus omgivet af mennesker, der er som mennesker er. Foran i billedet står en tom stol: “Den tomme stol er til dig.” . Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 