Ved et dødsfald går en verden under: Sammen med det kropslige nærvær forsvinder et enestående subjekt med erfaringer og erindringer, med perspektiver og håb for fremtiden. Og hvor mange flere verdener går under, når et elsket menneske dør? – Svein Ellingsen skrev en årrække efter sin lille datters død om den nød “hvor alt er fyldt af fravær” i salmen “Nu åbner savnet sine øde vidder. en ukendt strækning ligger foran dig” (DDS 659). En sørgende kan opleve at miste både livsindhold, orientering og livsvilje. Beretningen fra Nain (Luk 7) om enkens eneste søn handler ydermere om den sociale katastrofe ved en (forventelig) forsørgers død: En mors livsgrundlag udslettes sammen med hendes glæde. En stor skare slutter op om ligfølget, sådan som vi kender det, når døden rammer utidigt. – Luk 7 lader os nu i følge med Jesus møde det store, triste ligtog. Livets indtog krydser dødens udtog. Jesus “ynkedes over hende og sagde: Græd ikke!” Og til den døde sagde han: “Rejs dig op!” … og Jesus gav ham til hans mor.” -. Godt så, – men hvor meget kan evangeliernes tre fjerne opvækkelsesundere trøste nutidens sørgende, der ved forstandens afgrund råber på et mirakel, som ikke sker? – sådan som Jesus måske selv råbte i angst i Gethsemane og under torturen på Golgata. – De gamle historier handler ikke om vores muligheder, men om Guds. De består for os som blivende tegn på, at vores grænse ikke er Guds grænse, at Guds verden ikke går under ved døden, at Gud favner det umistelige, som vi har mistet. Livet fra Gud vil atter holde sit indtog så småt i tiden og så stort i evigheden. Som Svein Ellingsen skrev: “Du går alligevel i livets retning”…”Men gennem sorgen når du nye dage, hvor nye hænder venter på din hånd. Og fra vor fremtid kommer Kristus til dig og fylder alt med nærvær og med fred.”
I danske kirker kender jeg 5 fremstillinger af Jesu opvækkelse af enkens søn fra Nain. Nogle er lagt frem i mine opslag til helligdagen de forudgående år. Her viser jeg den tidligere altertavle i Reerslev Kirke, Høje Taastrup, der blev malet i 1866 af Frederik Christian Lund (1826-1901). Den konventionelt skildrede Jesus danner med sin oprakte arm en diagonal til den bedende sortklædte enke, og omgivelsernes gestik bevidner bevægelse og forbløffelse. Et mindre barn søger forskrækket tilflugt hos en yndefuld hvidklædt kvinde. Den vækkede, blege yngling har sat sig op på båren, men indgår endnu ikke i det sociale liv. Den akademiuddannede historiemaler vil gøre os til historiens vidner ved sin omhu med korrekte detaljer i dragter, arkitektur m v, men måske netop derfor er der noget fremmedgørende ved hans bibelhistoriske tableauer, hvor vi bevarer en afstand til historien. F. C. Lund formår ikke som den samtidige Carl Bloch at drage os ind i motivernes følelsesladede og dramatisk fokus. Vi forstår således godt, at Lunds maleri er flyttet væk fra pladsen over kirkens alter. F. C. Lund fik mindst en halv snes kirkeudsmykningsopgaver. Hans hovedopgave blev hans største nederlag: I 1876 afsluttede han bemalingen af lofter m v i den genopbyggede Viborg Domkirke, men hans malerier kunne ikke hamle op med Joakim Skovgaards, og der gik ikke mange år, før Skovgaard blev bedt om at overmale det hele – til blivende begejstring. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 