15. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Skønheden som Guds tegn

I denne tid holder kirkerne høstgudstjenester. Der bliver pyntet overdådigt og sunget folkekære høstsalmer. I søndags hørte jeg en god kollekt, hvor præsten med poetiske ord malede septembers rigdom frem ved at nævne og takke for blomsters og frugters farver, en for en. Det giver god mening. Skønhed nærer troen, ja vi kan opleve den som et gudstegn. Vi standser op, sænker skuldrene, trækker vejret dybt, føler os berigede. Bekymringer har vi af alt for mange tungtvejende grunde, både fælles og individuelle, men hvad vi end har af bekymringer og sorger, suspenderes disse i skønhedsåbenbaringens øjeblikke; ja den overvældende skønhed kalder vi netop åbenbaring, fordi det er på sin plads at bruge et ord med religiøs tone. – Vore hjerter giver da også genklang, når Jesus i Bjergprædikenen Matt. 6 deler sin oplevelse af den skabte verdens skønhed og lader denne være ‘argument’ for – trods alt – at leve et menneskeliv i tro og tillid: “Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer. End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.” – Jeg tænker på, hvordan blomster bringer livsbekræftende bud i vores liv: Vi fejrer hinanden med blomster, når der er noget at fejre; men vi griber også til at give hinanden blomster, når der er mindst at fejre, fx ved en tung sygeseng. Vi ønsker, at buketter med skønhedens sjælebad kan bringe et øjebliks lindring. I vores afmagt lader vi blomsterne insistere på tro og håb. Allermest har vi brug for blomsternes budskab ved en kiste. De fjerner ikke sorgen, artikulerer den snarere, idet de er lige så flygtige, som de er skønne; men i al deres flygtighed hvisker eller råber de om livets betydning og om den nærværende kærlighed fra Gud og mennesker.

Dagens tekst, hvor Jesus peger på himlens fugle og markens blomster, er direkte motiv for kirkeudsmykninger af Johan Thomas Skovgaard og af John Sparre Christensen, som tidligere vist på hjemmesidens opslag til foregående år. Denne gang ser vi en del af netop denne søndags bibelcitat malet på et 1700-tals pulpitur i Bredstrup Kirke ved Fredericia. Her har maleren, hvis navn jeg ikke kender, omhyggeligt malet forskellige prægtige blomstersorter, som overgår den kongelige galla i pragt. I centrum er Kristus åbenbaret som verdens frelser – Salvator mundi – med den ene hånd løftet til velsignelse. I den anden holder han jordens bold, kronet med kors og opdelt i de klassiske verdensdele Europa, Asien og Afrika. Omkring ham bekræfter de 12 blomsterpanelers skønhedsåbenbaringer, at der er grund til tro og glæde. Trods lysreflekser kan citatet fra Bjergprædikenen nok identificeres. Foto: Claus Jensen.