Dagens evangelium sammenkæder tak og tro. Vi hører i Luk. 17 om, at Jesus på sin vandring i landets udkant på afstand anråbes af ti spedalske. Han sender dem videre til de præster, der skal afgøre, om de som syge skal forblive i isolationens elendighed, eller de som helbredte kan vende tilbage til samfundets fællesskab. Skal de resten af livet med råb og larmende klokker advare andre mod deres smittefarlige tilstedeværelse, eller sættes de fri til det almindelige, besværlige, sociale, velsignede liv? Fortællingen anskueliggør, at Guds riges livsfornyende kraft når ud til de mest udstødte, tilmed af samaritanernes fremmedgruppe, hvor Jesus også finder tro. Evangeliet er universelt. Denne fortælling har ydermere takken som pointe: Den ene samaritaner vender om for at takke, da han erfarer at være helbredt: “Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder”. Jesus svarer ham med ordene: “Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren? …”Stå op herfra! Din tro har frelst dig“. Tro og tak hører sammen. – Der er troende mennesker, som begrunder deres gudstro med, at de er nødt til at have en at sige tak til.
Der findes i dansk kirkekunst to specifikke billedtolkninger af dagens tekst: en af Larsen Stevns og en af Axel Jørgensen. Begge disse seværdige værker er tidligere vist på min hjemmeside. – Men hvad der ellers findes af bibelhistoriske billeder (især fra o. 1900) af personer, som ligger for Jesu fødder, kan for en nutidig betragter måske snarere virke fremmedgørende end opbyggelige, alene af den grund, at det religiøse kropssprog er fremmed. Historisk og kulturel afstand og religiøs blufærdighed er støjsendere. Hvordan kommer taknemmelighed da til udtryk i folkekirkekristent sprog? Gennem lovsangenes poesi og musik! Vi synger taknemmeligheden ud i salmer som ‘Lovsynger Herren, min mund og mit indre’, ‘Giv mig, Gud, en salmetunge’, ‘Alt hvad som fuglevinger fik’ og mange flere. Men kan taknemmelighed for det skabte og frisatte liv også billedliggøres i kirkens visuelle udsmykning? Vores snart 90-årige billedhugger Erik Heide har et svar: Ved hjælp af FUGLE! Erik Heides billedkunst i både kirker og offentlige rum er rig på vinger og på fugle, duer som konventionelle helligåndssymboler, men også spurve, ugler, ravne, musvåger m fl. : Erik Heide taler til os med enkelte fugle i hvile eller flugt, fugle i par, grupper og sværme, kvidrende fugle, indespærrede fugle og frisatte fugle som metafor for menneskesjælens længsel og erfaringsregister.
I 1991 skabte Erik Heide eksempelvis en helstøbt kirkeudsmykning med fugle i Asferg Kirke ved Randers, hvor indgangsdøren modtager den kirkesøgende med et relief af fugle bag gitter, mens udgangsdøren viser frie fugle. På altervæggen ser vi helligåndsduen flyve over tornekronen, som omkranser Heides glasmosaikrude, hvor korsmønster og selve lyset er Kristussymbol. Desuden har kunstneren anvist, at der på altret skal stå fem røde roser, svarende til antallet af Jesu sårmærker. Korets skranke, som ses i forgrunden, bærer en kreds af frit flyvende, jublende fugle, hvis lovsang menigheden kan istemme. Som Erik Heide har udtalt: “Med den kunst, jeg skaber til kirker, ønsker jeg at deltage i kirkens lovsang.” Vi takker og stemmer gerne i! Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 