“Hvem var en næste for ham, der faldt i røveres hænder?”, spørger Jesus efter at have fortalt sin kernelignelse om Den barmhjertige samaritaner, Luk. 10. Det er en af den øjenåbnende fortællings pointer, at voldsofferet blev hjulpet, ikke af en af ‘sine egne’, men af en repræsentant for en nedvurderet fremmedgruppe. Vi kan benytte lejligheden til at tænke efter, hvornår vi på den ene eller den anden måde selv har følt os uhjælpeligt fortabt, men alligevel blev hjulpet, måske fra en helt uventet kant. Har vi erfaret, at en nødsituation forløstes ved mellemkomst af et kendt eller ukendt medmenneske, der ikke bare gik forbi, men tilsidesatte sin egen dagsorden, ofrede tid, opmærksomhed og indlevelse og ydede den afgørende praktiske eller sjælelige hjælp? Måske fik vi i situationen end ikke sagt tak, men vi kan fortsætte vores liv med taknemmelighed og den berigende tanke, at Gud nåede os gennem dette medfølende medmenneske. – Rollerne skifter i livets løb. Guds kærlighed vil gives videre som næstekærlighed: “Gå du hen og gør ligeså!”. Det er etikkens kerne, og det er ikke en beregnende gensidighedsmoral. – Menneskers verden er ikke kun en junglelov med darwinistisk ‘survival of the fittest’. Vi har naturlige instinkter fælles med dyr, der ofte kan vise omsorg for deres egne, men der er så meget mere at sige om mennesket, fordi vi ikke bare formes af biologi, men af kultur. Så uudviklede kommer vi til verden, at kulturen lader sig installere i vore plastiske hjerner under det lange udviklingsforløb. Vi formes bl.a. uafrysteligt af de fortællinger, vi vokser op med. Gud ske lov er Jesu fortælling om den barmhjertige samaritaner således indlejret som ideal eller norm i vores kultur, i vort samfund og i vore sind, at vi må høre dens stadige appel til grænseoverskridende medliden og til at handle på medfølelsen. Den barmhjertige samaritaner kaster modlys over den altid fristende gruppeegoisme, der helst vil lukke hjertet for fremmedgruppers behov for hjælp.
Altertavlen i Skjold Kirke ved Hedensted er et virtuost træskærerarbejde udført i 1942 af den selvlærte Emil Hansen (1894-1980). Tavlen er et skulpturelt konglomerat af scener: Flugten til Egypten og motiver fra Jesu lignelser: Den barmhjertige samaritaner, Den gode hyrde, Sædemanden og i hovedfeltet: Den fortabte søn. Herværende ganske bevægende udsnit viser en åndsnærværende gammel samaritaner, som med stærke hænder stabler det forkomne voldsoffer op på trækdyret, som skal føre staklen til herberget, hvor han kan blive plejet mod betaling (nødhjælp er altså også økonomisk hjælp). Hele den enestående altertavle ses nedenfor. Emil Hansen voksede op med stor søskendeflok i små kår og kom i murerlære hos sin far. Han blev kaldt “Fløjte Emil”, fordi han skar pilefløjter og spillede til baller, og i 47 år virkede han som organist for frimenigheden i Nazaretkirken i Ryslinge. Emil Hansen har sat sig mange herlige spor som billedskærer og bl.a. skabt Nazaretkirkens berømte inventar med den skulpturelle prædikestol og altertavleramme, men altertavlen i Skjold var hans første. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 