At et budskab er afsendt, er som bekendt ikke det samme som, at budskabet er hørt. Det kan kræve udholdenhed, fantasi og indlevelse at bygge bro over kommunikationskløfter. – I min reol står nogle gode bøger, der blev efterladt mig som gave af et, nu afdødt, trofast medlem af menigheden. Sammen med taknemmelighed føler jeg skam over mine kun sjældne og halvhjertede forsøg på at samtale med ham ved kirkekaffen, døv som han var. Det blev let til ‘God dag, mand – Økseskaft’. – Der er derimod ikke noget halvhjertet ved Jesu kommunikation med den døvstumme i Dekapolis iflg. Mark. 7. Fortællingen om helbredelsen er så konkret i sin korporlighed, at den næsten konflikter med vores åndelige Gudsbillede: “Jesus tog ham afsides, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham:”Effatha!” – det betyder: “Luk dig op!”. Jesus taler tydeligvis ikke hen over hovedet på det menneske, hvis hørelse, mæle og hjerte han vil åbne, men sætter sig i mandens sted og bygger bro ved sine kropslige gebærder. Ja, han taler tegnsprog med den døve. Og efter at være blevet hørende bliver dette menneske også talende. Det er den rigtige rækkefølge, for så har han i sandhed noget at tale om. Helbredelsen er tegnsprog for den døve og tegnsprog for os alle: tegn på, at Jesus vil det gode liv i kamp mod det, der lægger livet øde, tegn på, at han rækker ud til mennesker i et stadig større område med stadig større kraft, nu også i hedningernes egn øst for Jordanfloden, hvor han tidligere var blevet afvist (Mark. 5,17). Som med skabergudens finger bringer han overalt Guds rige nær. – Men er det da så ikke kontraintuitivt, at Jesus forbyder omtalen af underet og gang på gang gør denne sære ‘Messiashemmelighed’ gældende som for at bringe fanskaren til tavshed? – Hvorefter det alligevel straks så uimodståeligt demonstreres, at glæden MÅ komme til orde: ..“jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det: Han har gjort alting vel og får både døve til at høre og stumme til at tale”. – Evangelieskriftets hele forløb lader os forstå, at Jesu tegn skal tolkes ud fra den dramatiske kulmination i Jerusalem, hvor korset er det store tegn, som ikke er et punktum, men et centrum. Evangeliets røde tråd viser os Jesus ikke blot som en healer blandt andre succesfulde healere i tiden, men som den menneskesøn, der restløs giver sig selv og oprejses hinsides vore grænser. Efter påske kan vi ane dybden og højden i Guds nye begyndelse med mennesker. Vi aner, at Guds skaberord stadig finder vej til mennesker, – og herom må der tales.
Der er en bevægende finhed i August Hassels terrakotta-relief “Kristus og det døve barn” over indgangen til De Døves Kirke på Frederiksberg. Kirken blev opført på initiativ af foreningen Effatha, Arbejderhjemmet for døvstumme kvinder samt Døveforeningen af 1866. Barnet er med løftet pegefinger lyttende og helt opmærksomt, og moderen ligeså i sin støtte til barnet. Kristus holder barnets højre hånd og rører dets øre. Om det er et helbredelsesunder, vi ser, ved jeg ikke, men i alt fald er det en fortælling om både himmelsk og jordisk kærlighed, der aldrig opgiver at bygge bro over kommunikationskløften. August Hassel (1864-1942) blev optaget på Kunstakademiet i 1882. Hans tympanonrelief blev skabt til kirkebygningen fra 1904. Kunstnerens livsværk bestod især af religiøse motiver. Foto fundet på kirkens hjemmeside.
Birgitte Bech kirkekunst 