Sidste søndag hørte vi, at Jesus ‘rensede’ templet og sagde, at “Guds hus skal være et bedehus”. Nu hører vi lignelsen om to personer, der faktisk går op til templet for at bede: farisæeren, der takker, fordi han formår at gøre alt det rigtige, og tolderen, som har gjort alt det forkerte og kun kan bede om nåde. Fa farisæeren så ofte fremstilles som en karikatur, at jeg får lyst til at tale denne seriøse mand op: Han overholder Moseloven, de 10 bud og mere til og gør det ikke bare for sin egen, men for hele folkets skyld. Han vil være et forbillede og gøre sig så stor umage, at han tør håbe på, at Gud vil tilgive resten og oprejse sit længe ventede rige i Israel. Men Jesus lader os altså vide, at farisæeren IKKE går retfærdiggjort hjem fra templet. Han misbruger sit gudsforhold til at ophøje sig selv i stor tilfredshed med at være bedre end…. Hvad der er galt hos farisæeren er den alt for menneskelige hang til at sammenligne sig med andre, til at forarges og foragte. Farisæerens aldrig hvilende målen sig med andre er en mental støjsender, der larmer så meget, at Gud ikke kan høre hans bøn. – Til forskel fra det dybt eksistentielle nødråb fra tolderen, der – som samfundssnylter og korrupt håndlanger for besættelsesmagten – ved alt for god besked om sin ringhed: “tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud vær mig synder nådig!”. – Søren Kierkegaards uvurderligt opbyggelige tale over denne tekst stiller skarpt på det væsentlige: at tolderen i sit gudsforhold står helt alene foran Gud; her er intet rum for forfængelig bevidsthed om andres vurdering, kun en bøn om nåde. I stilheden, ansigt til ansigt med Gud, har tolderen overhovedet ingen mening om farisæeren. – – I vor tid og på vore breddegrader konkurrerer vi vist ikke meget i religiøs lovlydighed, og der er frit slag med hensyn til en nutidig besætning af rollerne som hhv. samfundssnyltere og moralsk elite. Faren for at fortabe sig i ‘farisæisk’ selvretfærdighed, blinde vinkler og fordømmende sammenligninger med ‘de forkerte’ er stadig aktuel. – Og stadig gælder det, at det ikke er som løn for præstationer, Gud giver liv og salighed.
I Lendum og Kås Kirker findes naive malerier fra 16-1700-tallet af ‘farisæeren og tolderen’, men motivet er sjældent – og typisk karikerende, hvad farisæeren angår. Jeg vælger i stedet at vise et andet billede af taberens evangelium: et udsnit af Adi Holzers maleri på sydsiden af den omdiskuterede alterudsmykning i Hasseris Kirke fra 1995. Billedet henviser eksplicit til Bjergprædikenens “Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”. I billedet er skitseret en trappe, hvor det ulykkelige, magtesløse menneske står ved nederste trin, set med egne og andres, men altså ikke Guds øjne. En lille guldtrekant øverst i billedet repræsenterer den treenige Guds nåde. På udsmykningens modsatte side er magtmennesket malet med sine instrumenter for kontrol; man kan skaffe sig magt på mange måder. Nedenfor vises begge sider samt alterudsmykningen som helhed, hvor Adi Holzer forestod rudens kampmotiv, og nu afdøde Niels Helledie var mester for kors-skulpturen. Den endnu aktive østrigsk-danske kunstner Adi Holzer (f. 1936) har efterhånden udsmykket et stort antal danske kirker og sognegårde. Fotos er hentet i bogen “Årringe – kirkens liv i tiden – Skitser af folkekirkens vækstlag i anledning af Hasseris Kirkes 50 års jubilæum” red. Birgitte Bech.
Birgitte Bech kirkekunst 