Jesus græder for Jerusalem: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred?” lyder hans udbrud iflg. Luk. 19, hvor Jerusalems ødelæggelse beskrives. Da Lukasevangeliet blev nedskrevet, var byen allerede en ruin. Kristne, som var bortvist fra jødernes forsamlinger, søgte at finde en højere retfærdighed i de historiske ulykker, men Jesus er ikke skadefro; han græder, han græder fordi han elsker sit folk og dets tempelby. Templet var imidlertid udartet til en undertrykkende ramme for offerkult og kræmmervirksomhed, som om Gud var et grådigt forsikringsselskab, – skønt allerede de gammeltestamentlige profeter vidste, at Gud forlanger “barmhjertighed, ikke slagtofre”. Ved optakten til påske gik Jesus til tempelpladsen og betragtede i sit himmelperspektiv alt det kultisk-kommercielle leben – og blev vred: “Der står skrevet: ‘Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.” Kun med tomme hænder kan vi række ud efter Gud. I Det nye Testamente finder vi et religionshistorisk epokegørende løft i religiøs inderliggørelse, idet troen løsnes fra den traditionelle bundethed til kultiske bygninger og genstande. I Joh. 4 kan vi tilmed læse, at der vil komme dage, da man ikke skal tilbede Gud “her eller der”, men “i ånd og sandhed”, og i 1. Kor tiltaler Paulus Kristi menighed som “Guds tempel og bolig for Guds ånd.” Troens sted er i menneskets ånd og menneskers mellemværende, i lyset af Jesu enkle evangelium. – Som nutidige mennesker i en accelererende, larmende og geskæftig tilværelse – med mobil – har vi nok tilbagevendende brug for en “tempelrensning” for at finde roen til bøn og inderlighed, i fred for alt det der distraherer hjertet fra at blive stille og lyttende til ånden. Den levende ånd er ikke formløs, men gives form i kirkens stærke symbolsprog og tilsagn om Guds evige nærvær i Jesu navn.
I Strøby Kirke syd for Køge findes Thorvald Petersens store serie af træskærerarbejder, der viser scener af Jesu liv. En gang sad de mange forskellige relieffer på bænkegavlene, men efter kirkens renovering er de nu samlet i tårnrummet, ganske vist i en påfaldende rækkefølge. Her har vi også et – lidt stift – relief med Jesu tempelrensning som motiv. I billedets midterakse ses søjlen som det traditionelle symbol for aksen mellem himmel og jord. Her ses også svøben som udtryk for guddommelig vrede. Tv. ses vredens årsag: kræmmerne med den væltede pengekasse, th. den alvorlige, rødklædte Jesus med gylden glorie. Han købte ikke offergaver, men ofrede sig selv. – En anden version af tempelrensningen ses på alterbordsforsiden i Dåstrup Kirke, skåret af Thorvald Petersen fra Odense og Erik Gottlieb Pedersen fra Roskilde. Her slippes duerne fri. Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 