Vi er så meget betroet: En forunderlig, velsignet og udfordrende tilværelse lægges dagligt i vores hænder af en Gud, hvis kærlighed altid er større end vores gæld til livet. Vores ‘regnskab’ kommer aldrig i balance, lige så lidt som vore medmenneskers gør. Evangeliets grundfortælling er, at der hinsides al menneskelig fallit er en stemme, der rejser fallenten op med ordene ‘alt forladt!’, så han og hun får mod til fortsat at tage livet på sig og også lette andre skyldbetyngede medmennesker deres byrde. – I Luk. 16 finder vi den uhåndterlige lignelse om afsløringen af en uhæderlig forvalter, der skaffer sig et manøvrerum ved – for sin herres regning – at strege i de andre gældsattes regnskaber. Den betroede medarbejder er bevidst om sin beskæmmende situation: at han er en fusker i livet, sig selv nærmest og rigeligt øm om sin sociale status. Men des mere ivrigt deler han ud af den rigdom, der ikke er hans egen, – og bliver lykønsket fra højeste sted!! – en provokerende uretfærdighed! Kan vi tolke det som et billede af kirken, et samfund af skyldnere, der ikke kan gøre bedre end af dele ud af Guds riges overflod, generøse på Guds vegne, rundhåndede med velsignelse og nåde, med kærlighed og håb? Provokerende uretfærdigt, ja, heldigvis. Retfærdighed rimer ikke på nåde, og vi var ilde stedt, hvis ikke gældsposter blev streget ud. Af Guds nådegaver alene opbygges kirkens herlige netværk af forgældede, men frisatte mennesker. – Gud lader sig ikke føre bag lyset; han er selv lyset: Han er det afslørende lys, som er dommen, og han er det livgivende lys, som er nåden. Han kender os, gennemskuer os, men bygger altså kirke af sådan nogle som os. – Måske kan vi høre en latter bag den guddommelige replik: “Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger”. – Når vi har svært ved at få hold på lignelsen, kan det skyldes, at penge tilsyneladende nævnes med både bogstavelig og overført betydning. At den økonomiske rigdom med dens ulige fordeling er uretfærdig, betones stærkt hos Lukas; Mammon er uretfærdig. Samtidig optræder formue og gæld i evangelierne som metaforer for Guds riges mellemværende med mennesker, en sag på et helt andet niveau med evige dimensioner. Den økonomiske uretfærdighed er beskæmmende; den himmelske uretfærdighed er befriende.
Af gode grunde er lignelsen næppe motiv for en kirkeudsmykning. I Lodberg Hvas’ og Esben Hanefelts bog om ‘Jesu lignelser’ fra 2005, finder vi imidlertid en illustrativ tolkning af også lignelsen om den uærlige godsforvalter, hvor Herren i baggrunden er det vidende og overbærende (?) vidne til, hvad der foregår: forvalterens manøvre med gældsbeviser. Forvalteren tager sig til hagen med et udspekuleret udtryk, der måske illustrerer skriftordet, at “denne verdens børn handler klogere, end lysets børn”. Et par hænder rækkes frem fra højre i håb om mere gældssanering. Det er måske mine hænder?
Birgitte Bech kirkekunst 