Henimod slutningen af Bjergprædiken i Matt. 7 advarer Jesus: “Tag jer i agt for de falske profeter”. Han er omgivet af stærke religiøse og politiske grupperinger, der finder hans syndsforladelse uforsvarlig, hans udfordring af lov og tempelkult blasfemisk, hans messianitet politisk sprængfarlig – eller hans fredsbudskab politisk fejt. Midt i denne kakafoni af konfliktende budskaber griber Jesus altså Ordet for at undervise om sin “himmelske faders vilje”. Men hvorfor er det netop Hans ord, som vi hører brænde igennem som de sande? – Kampen om sandheden og værdierne raser også i dag på nutidens (grundigt sammenfiltrede) religiøse, politiske og økonomiske arenaer, fx mellem dem der uforbeholdent hylder ytringsfriheden, herunder islamofober, og dem der uforbeholdent tilbeder koranen, herunder jihadister, der ønsker krig mod ‘vestlig dekadence’. I dag har medier og digitalisering udstyret alle med megafoner – eller overvåger hele befolkninger for at kunne lukke budskaber ned. Sandheden varer længst, men løgnen er somme tider mest højrøstet og effektiv, og vi kan seriøst komme i tvivl om, hvilken agitator der taler af bedste overbevisning. – Jeg må spørge igen: Hvad er det da, der gør, at vi stadig hører netop Jesus tale “som en der har myndighed” ? Et svar kan være den inderlige overensstemmelse mellem hans liv og hans lære. Ordet brænder igennem, fordi han selv inkarnerer dette ord i liv og død. Hans opskrift på at skelne mellem sande og falske profeter er elementær og i elementær overensstemmelse med hans egen færden: “På deres frugter kan I kende dem… Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter”. Evangelierne fortæller fra først til sidst om gode frugter i hans følge, som det fx sammenfattes i Matt. kap 11:…“Blinde ser og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.”
Selvom det er fristende, skal jeg ikke benytte anledningen her til at identificere tidens falske profeter. I historiens klare tilbageblik er det nemt at få øje på de navnløse lidelser, som religiøs fanatisme, chauvinisme, fascisme og kapitalisme har påført mennesker. Det valgte relief forestiller en kvindelig folketaler med tilhængere, hvoraf flere ser glade ud. Jeg afkoder hende som en progressiv forkæmper for frihed og retfærdighed, måske et evangelium for de undertrykte, snarere end som en falsk profet. Som vi har læst hos Matthæus, kommer det an på frugterne. Billedet er et meget lille udsnit af Bjørn Nørgaards 5 m høje bronzeskulptur på pladsen foran Ikast Kirke. Skulpturen fik titlen “Riv dette tempel ned” med et citat af Jesus, der satte “tilbedelse i ånd og sandhed” i stedet for tempelkult. Ved skulpturens navngivning i 2012 gik kunstneren, som så ofte, på det gode livs vegne i clinch med samtiden: “Er vores civilisation og modernitet ved at udpine natur, mennesker, kulturer, kunst og kærlighed… i jagt efter materielle goder og underholdning, der bliver stadig tyndere og tommere. Vi kunne overveje, om der mellem menneskers materielle behov og menneskers åndelige væsen kan findes et symbiotisk samliv. Huset er her, svaret er hos hver enkelt af os.” Foto: Claus Jensen
Birgitte Bech kirkekunst 