To forskellige udsendelser fra P1 kolliderer i mit hoved: På den ene side en udsendelse om ‘fremtidens krige’, hvor vore kvalificerede eksperter udtaler, at krig på den lange bane er kommet for at blive. Der vil komme nye våben, men dødelige krige vil fortsat blive udkæmpet mange steder i verden som følge af dybe interessekonflikter. “Krigen er kun slut for de døde”, lød et mistrøstigt citat. – På den anden side en udsendelse om nærdødsoplevelser og et muligt liv efter døden. Genetikprofessor Eske Willerslev vil gerne udforske data (beretninger) om efterlivet, hvordan det så end skal kunne lade sig gøre. Det har ikke mindst gjort indtryk på ham, at nærdødsberetninger så enslydende formidler den erkendelse, at alt liv er forbundet og skal være forbundet af kærlighed. Personer, der efter en nærdødsoplevelse får mulighed for at genoptage tilværelsen, synes forvandlede: De har betragtet livet ‘udefra’ eller ‘oppefra’ og ved så at sige så meget om ‘Himmelen’, at de ikke længere kan tage del i verdens ondskab og hårdhed og fx ikke længere kan varetage et arbejde, der indebærer udøvelse af vold. Det eneste vigtige er kærlighed, altså ikke bare romantisk kærlighed, men altomfattende kærlighed. – Dette er virkelig dybt interessant – og naturligvis omstridt, – men også uden at gæste dødsriget kan vi få at høre, hvad livet dybest set går ud på: Kristus er vores stadige genvej til perspektivet ‘oppefra’ og deler sin himmelske erkendelse med os, bl.a. i dagens etiske belæring fra Bjergprædikenen (Matt. 5). Fra sin ‘talerstol’ på bjerget forkynder han kærlighedens herredømme og udtrykker forfærdelse over menneskers voldshandlinger, stridbarhed og dømmesyge, som religionernes kultiske offerhandlinger ikke kan kompensere for. Jesus foreholder os den radikalt næstekærlige etik, som foruden handlinger omfatter tale, hjerte og sind: Når du foran alteret “kommer i tanker om, at din bror har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din bror.”…“Skynd dig at søge forlig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham”… Gudsforholdets hemmelighed er, at ethvert menneskeligt mellemværende også er et mellemværende med Gud, hvis kærlighed har givet os alle livet. Jesus fordrer “retfærdighed” af os, en retfærdighed som “langt overgår de skriftkloges og farisæernes”, og vi forstår, at retfærdighed, altså det at færdes ret, er at færdes med uforstilt næstekærlighed. Når vi er opfyldt af had og nag til medmennesket, sætter vi os selv i et fængsel, som vi ikke kan købe os fri af. Kan vi håbe på at blive løsladt mod kaution? I den lutherske teologi tales om den ‘tilregnede retfærdighed’, retfærdighed som den gave, at Guds kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Den Kristus, som sammenligner vores indbyrdes had og vold med et fængsel, var også ham der selv som voldsoffer bad for sine bødler.
I danske kirker findes en hel del store, figurrige udsmykninger med Jesu bjergprædiken som motiv, især ældre værker fra 19. og beg. af 20. årh. En af de pompøse udførelser er C. N. Overgaards tredelte glasmaleri i koret i Svenska Gustafskyrkan på Østerbro Kbh., som kunstneren skabte i 1910 sammen med andre motiver i kirken (Kristus stiller stormen på søen). Glaskunsten udnytter dagslyset fra øst, og Kristus er skildret smukt og konventionelt som den suveræne, milde lærer, der peger op mod lyset fra himmelen, omgivet af lyttende mennesker af forskellige aldre og køn, hos hvem hans prædiken tydeligvis vækker eftertanke og måske er livsomvæltende. Det illustrative værk har livfulde, fortællende detaljer, som tilbyder identifikation for en lyttende menighed, men er dog roligt samlet om det væsentlige: den ophøjede Kristus. Traditionen tro bærer Kristus korsglorie, og korsfæstelsen anskueliggøres samtidig i det centralt placerede store krucifiks. – C. N. Overgaard (1851-1929) underviste på Kunstakademiet og mestrede som multikunstner adskille tekniker fra gobelin, maleri og dekoration til glaskunst, hvis udbredelse i DK han fik betydning for. Han var en glimrende tegner, kompositør og tekniker og fik fortjente, store opgaver med udsmykning af danske slotte og mindst 25 danske kirker. Stilmæssigt bevægede han sig fra historiemaleriet til skønvirke. Der er elementer af abstraktion nederst i midterste rude. Ikke mange husker måske hans navn i dag; der er noget anonymt ved hans illustrative stil, men for generationer af danskere og svenskere har han altså fortalt bibelhistorie. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 