4. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Hvad er det, vi ikke kan se?

“Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?” lyder Jesu lignelse i Luk 6, og vi ser to blindes lidet betryggende trafik for os. I evangelierne så vel som i vores dagligsprog har blindhed naturligvis også en overført betydning: Når virkelighedsopfattelser kolliderer, er den anden part blind for de mest indlysende sandheder, mens jeg har et skarpt blik for de andres fejltagelser. Vi ser et endeløst ‘blamegame’ udfolde sig blandt menneskenes børn, lige fra det giftige parforhold med parternes stadige ‘bevisførelse’ for at være dårligt (dårligst) gift, til de politiske partiers bestræbelse på at fastholde (al) opmærksomheden på modpartens synder. Dagens tekst kan nu give anledning til at vende sagen om: Hvad er det, JEG ikke kan se, jeg som har så skarpt et blik for “splinten i min broders øje”? Hvad er det, der slører mit udsyn og min dømmekraft som et troldspejl – eller med Jesu grelt-humoristiske ordvalg en “bjælke i mit øje”? Min magtkamp? Mit rethaveri? Min smålighed? Min narcissisme? Den krænkelse, lidelse og sorg, som andre har udsat mig for, gør hen ad vejen typisk et langt dybere indtryk på mig end det omvendte – – måske lige indtil eftertankens klare lys gør mig seende. Det kan gøre ondt at blive seende i eksistentiel forstand og tage sit eget grimme spejlbillede i øjesyn, men historien slutter ikke her. Jesus efterlader os ikke alene med spejlene. Han inviterer os til at løfte blikket og gøre den opdagelse, at evangeliet er rummeligt nok til at give plads til både vores grimme medmennesker med splinter i øjnene og min fuldt så grimme ringhed med bjælken i mit. Evangeliet har lys nok til at overtrumfe alt vores mørke. Når vi bliver seende i lyset af evangeliet, opdager vi, at vi alle sammen lever af nåde og barmhjertighed. “Vær barmhjertig, som jeres fader er barmhjertig.” –

I dansk kunsthistorie er Dan Sterup Hansen (1918-1995) værd at fremhæve som skildrer af blinde, der famler sig frem. Hans værk “Krigsblinde” fra 1952 findes i adskillige versioner både som oliemaleri og grafisk værk, udstillet på Statens Museum for Kunst, på Fuglsang Kunstmuseum og på Charlottenborg. Dan Sterup Hansen virkede som professor på Kunstakademiet. Han har udført en enkelt kirkeudsmykning (Velling Kirkes altertavle 1972), men hans skildringer af gruppen af krigsblinde i det offentlige rum er jo ikke kirkelige. Billedet taler til os om eksistensens sårbarhed, usikkerhed og om afhængighed af hjælp. Selvom billedet kan læses symbolsk, er det skabt under indtryk af kunstnerens konkrete oplevelse i Paris på våbenstilstandsdagen i 1949, en mindedag for fredsslutningen efter 1. verdenskrig. I begge de viste versioner ses en støttende kvindeskikkelse, der vel er pårørende til en krigsveteran. Billedet kalder på indlevelse og medfølelse. DSH har som kollegerne Palle Nielsen og Sven Wiig Hansen været optaget af menneskers vilkår i et traumatiseret Europa, hvor så mange var blevet stækkede i deres livsudfoldelse. Hans fremstillinger af mennesker i rum er ikke sentimentale, men drevet af empati og et humanistisk, socialt og politisk engagement.

Kirkekunstneren Peter Brandes skildrer tilbagevendende en nytestamentlig blindehelbredelse som metafor for at modtage troens lys og nådige livssyn, fx i Gamtofte Kirke. Peter Brandes’ glasmosaik af Den blinde Bartimæus’ helbredelse, Gamtofte kirke Fyn, viser helbredelsen ved Kristi finger, der bringer Guds lys. Foto: Claus Jensen.