Gennem årtusinder har fortællinger om den gode hyrde givet inspiration som tryghedsgivende billeder på folkets eller menighedens rette leder: Jahve, Messias – eller sågar kirkens sjælehyrder. En hyrde er ikke hyrde uden hjord, altså flok. Vi har det måske nok noget ambivalent med at høre os lignet ved en fåreflok, vi associerer jo får med dumhed. Om det er en retfærdig vurdering af de pelsede nyttedyr, skal jeg ikke kunne sige, men for mennesker er ‘en flok får’ en ikke-smigrende massebetegnelse, og vi bryder os overhovedet ikke om at indgå i en anonym og forskelsløs masse. – Vi gruer netop, når vi ser befolkninger behandlet som en masse, og når vi bliver vidner til den mangel på respekt for det enkelte liv, som imperialistiske politikker kan martre verden med. – En stor og uopgivelig værdi er vores individualisme, hvor den enkelte værdsættes i hans eller hendes uerstattelighed og – med Søren Kierkegaards ord – “Ejendommelighed”. Så er det da herligt, at dagens hyrdelignelse i Luk 15 netop ser det enkelte individ i flokken. Hver især vil vi jo have lov til som individer at tage ansvar for vores eget liv og beslutte vores ‘ja’ og vores ‘nej’. Ansvaret er et menneskeligt adelsmærke. Men det individuelle ansvar er samtidig en blytung byrde, når vi erkender vore fejlgreb, brud og svigt, og i tilbageblikket meget hellere ville have taget ansvar for en smukkere livshistorie. Står jeg som det forvildede får, der har handlet alt andet end retfærdigt, kan jeg ikke retfærdiggøre mig selv. Kom jeg på afveje, har jeg brug for hjælp til at blive vendt om. Her er søndagens uvurderlige evangelium, at hyrden – Gud – ikke bare respekterer den enkeltes frihed, men med kærlighedens øjne ser ham eller hende som den dyrebare skabning, der stadig er håb for, selvom friheden blev misbrugt. “Går han ikke ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?” spørger Jesus i hyrdelignelsen – og lader fortællingen kulminere i genforening, begejstring og fest: “Når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg har mistet.”
Dansk kirkekunst er meget rig på billeder af den gode hyrde. 1800-tallets Italiensfarende kunstnere fik hyrder at se i de byzantinske mosaikker og tog motivet med hjem, og især det grundtvigske miljø greb motivet med begejstring. Jeg vælger her en nyere og meget original fortolkning, skabt af den nordjyske keramiker og billedskærer Niels Helledie (1927-2022). I 2009 blev denne hyrde gengivet i Thomas Reinholdt Rasmussens bogudgivelse “Til de fattige”. Hyrden Kristus har blodrøde naglegab på sine hænder; han gik virkelig til verdens ende for sit får. Hans blik bærer himlens farve.
Birgitte Bech kirkekunst 