Iflg. Joh. 3 kom Nikodemus til Jesus om natten. Vi kan forstå, at den velanskrevne farisæer ikke vil risikere sit omdømme blandt elitejøder ved at opsøge Jesus i dagslys. Men generelt kan vi også forstå et menneskes søvnløse nattetimer som maskefaldets timer, hvor tanker ukontrollabelt kan dukke op fra dybet og ryste det vante selv- og verdensbillede. Jeg forestiller mig, at Nikodemus har kastet sig uroligt på lejet, holdt vågen af Jesus, hvis ord og tegn han åbenbart bliver nødt til at forholde sig til. ‘Rabbien’ tager altid imod, og den natlige samtale lærer herefter Nikodemus, at han ikke kan bjærge sin vante selvbevidsthed og prestige med over i Kristustroens univers, for Kristustroen er ikke et lille supplement, men en radikalt ny begyndelse. ‘Nøgen’ som en nyfødt må mennesket møde sin livgiver. “Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny”. Vi kan se Nikodemus som ‘stand in’ for enhver kristen, der modtager undervisning af og om Helligånden, og som i processen stiller de ‘dumme’ konkrete spørgsmål, der giver plads for evangeliets åndelige belæring. Passende for en Trinitatis søndag, treenighedens søndag efter pinsen, får vi her noget at vide om Helligånden: Den dukker op fra ingen-ved-hvor. Den er som et indfald, en inspiration, et nyt perspektiv. Det er ren gave, javist, men tænkere, forskere, kunstnere og fromme ved godt, at gaven snarest indfinder sig for den bevidsthed, der hen ad vejen har fået noget ‘at arbejde med’. Nikodemus havde jo stiftet bekendtskab med Jesus. Er det ikke bl.a. sådan, vi her på det jævne erfarer Helligånden, som en eftertanke i medfør af en kristen fortælling eller fortolkning, vi har hørt, – måske i et kristent fællesskab? Et frø er sået, og på et tidspunkt revner måske vores tørre jordskorpe, når frøet spirer, – i en frugtbar eftertanke. Med eftertanken kan indfinde sig ikke bare en ny erkendelse men en ny begyndelse – med nåden som fortegn. – Mange mennesker spørger, om det med Helligånden ikke er noget meget abstrakt, men mon ikke det kan være så enkelt som den sjælelige bevægelse, der melder sig i kraft af, at Guds Ånd har givet menneskeånden noget gedigent at arbejde med? – Lige som pinsens tekster, handler Johannesteksten også om vores kristne dåb, som vi oftest ikke kan huske, men forholde os til, netop i eftertanken: Hvad betyder det at leve af nåde?
I danske kirker findes ikke så få ældre malerier af Nikodemus’ natlige samtale med Jesus, et instruktivt motiv for den menighed, der kan huske bibelhistoriens replikker. Her i Agersted Kirke ved Brønderslev hjælpes hukommelsen på vej af inskriptionen fra dagens tekst på altertavlens fodstykke. Den populære maler H.A. Brendekilde (1857-1947), som var samtidig med den efterhånden mere værdsatte L. A. Ring, har begået dette ene alterbillede, i 1905. H.A. Brendekilde skabte stærke socialrealistiske værker som ‘Udslidt’ og også religiøse billeder som ‘En landevej’, der i første udkast faktisk viste en eksplicit, konventionel Jesusfigur. Men efter århundredskiftet tenderede Brendekilde til storproduktion af anekdotiske genrebilleder og landsbyidyller. I det viste alterbillede er der smukke, varme farver og en god balance i kompositionen. Mens de fleste billedliggørelser af motivet lader begge parter sidde ned, viser Brendekilde Jesus i en stående stilling, der er med til at anskueliggøre ham som situationens herre. Han taler med en indbydende gestus og har øjenkontakt med den siddende – og bedende – Nikodemus, hvis opmærksomme ansigt ligger i mørke. Nikodemus sluger hvert ord, for det handler om hans liv og salighed. En funklende olielampe øverst på vægen th. viser, at sceneriet er natligt, men lader først og fremmest Jesus lyse i billedet, fra ansigtet og ned. Med synlige, lyse penselstrøg har kunstneren desuden tilføjet Jesu rygside en slags glorie, som olielampen ikke kan levere en naturalistisk forklaring på, men som næsten lader Jesus fremtræde som en åbenbaring. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 