Tag: website

Kunst til kirkeåret, 18. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Du skal elske

Det første og det største bud er, at ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. Det læser vi i Matt. 22, hvor Jesus citerer 5. Mos. 6,5. – Men hvordan elske Gud? De fleste af vores prædikener handler om Guds kærlighed til mennesker, sjældnere om menneskers kærlighed til Gud. Er kærlighed til Gud som planten elsker mulden og lyset? fisken det friske vand? fuglen luften? digteren sproget? musikeren klangen? Hvordan elsker vi Gud, som ”vi lever og ånder og er i”? – I vores menneskeliv forstår vi almindeligvis det at elske som noget relationelt, som et ’jeg-du-forhold’. Vi kender det fra den menneskekærlighed, som vi fik, og som vi gav, – og vel også fra den kærlighed, vi ikke fik, men længtes efter. – Jesus vender da også umiddelbart vores opmærksomhed mod netop de menneskelige relationer: I samme åndedræt som han læser buddet om at elske Gud, tilføjer han med citatet fra 3. Mos.19,18 det bud, som ”står lige med” det første: ”Du skal elske din næste som dig selv. – I vores ret sekulariserede verden, hvor gudsbilleder blafrer og forsvinder, forstår vi meningen med næstekærlighedsbuddet, selvom vi ikke lever op til det. Vi forstår, at Gud er den absolutte instans bag næstekærlighedsbuddet: at kun Gud har autoriteten til at sige: ”Du SKAL elske din næste som dig selv”. Gud har givet os livet med hinanden, fælles om den blå planet. Gud er således også det DU, vi møder i medmenneskelige forhold, hvor Gud er alle menneskers “far i himlen”. – Og Gud gjorde næstekærlighedsbuddet anskueligt igennem Jesus Kristus. Over for hans uselvisk levede menneskeliv må den selviske menneskeheds undskyldninger forstumme. Evangeliet er i sin kerne fortællingen om kærlighedens virkeliggørelse, vel at mærke kærlighed med et vingefang, der også udstrækkes til fjenderne. Herved sprængtes Israels vante messianske forestillinger. Messias havde været århundreders gammeltestamentlige drøm. Davidssalmer og profetiske visioner udtrykte håbet om messianske tider med eftertragtede sejre og undertvingelse af fjende. Det fremgår fx skarpt af den krigeriske PS 110, som dagens tekst citerer, ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder.” Men da Jesus nu indtager den messianske herres plads, får vi en Gudskærlighed at se, som også favner fjenderne. Evangeliets Messias inkarnerer den medlidende og selvhengivende kærlighed.

Den grundtvigsk sindede Stefan Viggo Pedersen (1891-1965) har i flere kirker skildret Kristus som opfyldelsen af Det gamle Testamentes sange og profetier. En smuk version fra 1939 finder vi i Femø Kirke, hvor apsismaleriet er bygget op om krucifikset, der er omgivet af en mandorla. På den ene side ser vi den legendariske, harpespillende kong David: Kristus er den overraskende opfyldelse af, ”hvad David dunkelt så og sang”, for at citere en julesalme af Grundtvig. På den anden side ser vi profeten Esajas. Hos Esajas finder vi håbefulde Messiasforventninger, men også hans dunkle ”sang om Herrens lidende tjener” i Es. 53. Centralt ser vi den korsfæstede i Guds lys. Femøs krucifiks er et særligt fint krucifiks fra 1300-tallet, hvor kongekrucifiks er veget for lidelseskrucifiks. Det smukke, moderne alter, som spejler korbuens runding og korset, er udført i 1991 efter tegning af Torben Engelbrecht-Vindblæs. Foto: Claus Jensen.

13. søndag efter trinitatis, 1. rk. – I hvilket lys ser du den anden?

Hvis sådan noget som kristen etik findes, krystalliseres den i eksempelfortællingen fra Luk. kap. 10 om ‘Den barmhjertige samaritaner’: Om jeg ønsker det eller ej, er et andet menneskes liv og velfærd lagt i min hånd, hinsides al gensidighed og noget-for-noget moral. Et direkte eller indirekte møde, det være sig uventet og ubekvemt, stiller mig over for en fordring, som jeg ikke kan møde med neutralitet: Noget her er op til mig: min ikke-handlen såvel som min handlen vil gøre en forskel i en andens liv. Hvad situationen kræver, finder jeg kun svar på ved at leve mig ind i den andens situation og tænke – måske langsigtet – på den andens tarv. – Selv vælger jeg ikke næsten. Møder jeg ham eller hende som en uvedkommende? Tilhører han eller hun en fremmedgruppe, som jeg nødigt identificerer mig med, måske en potentiel trussel? Eller ser jeg ham eller hende som et menneske skabt i Guds billede og derfor vedkommende? Afgørende er i den kristne optik i hvilket lys jeg ser det menneske, der har brug for min hjælp. Ser jeg det i Guds lys, ser jeg det som medmenneske, – ligesom jeg selv må håbe på at blive set som et medmenneske. – Hvem er min næste? Hvem er jeg næste for? Rollerne kan skifte på et splitsekund. For ordentlige jøder tilhørte samaritanerne en uønsket fremmedgruppe. For den overfaldne jøde var han selve bønhørelsen. Evangeliet ser slet ikke ud til at anerkende eksistensen af fremmedgrupper.

Svend Engelunds ( 1908-2007) alterbillede “Den barmhjertige samaritaner” fra 1963 er stiliseret med stive figurer i et næsten abstrakt landskab, skabt af geometriske flader. To af fortællingens fire aktører, præsten og levitten, sikkert lovlydige folk i tempeltjeneste, passerer forbi; den ene er næsten ude af billedet til højre; den anden – i maleriets mørke felt – er i march og gør den afværgende bevægelse, som jeg kender fra mig selv, når jeg ikke vil forstyrres. MEN den barmhjertige samaritaner standser op hos den nødstedte, lader sig forstyrre, for her vælder lyset oppefra ned, åbner situationen og definerer deres møde. Gudslyset gør hele forskellen. Samaritaneren ser den fremmede i vejkanten i Guds lys, altså netop som et medmenneske. – Den nordjyske modernist Svend Engelund forlod Nordjylland for at uddanne sig på Kunstakademiet, men vendte tilbage til Vendsyssel, hvor han blev efterspurgt som landskabsmaler. Han har altså også skabt nordjyske alterbilleder, i alt 5, hvoraf de 4 endnu findes. Hans maleri af ‘Den barmhjertige samaritaner’ hænger i Stenum Kirke. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Tilgiv!

Danske straframmer ændres igen af hensyn til retsbevidstheden. Vi har politiske og moralske instinkter så vel som samfundskalkuler og luthersk toregimentelære i ryggen, når vi ser det som en primær myndighedsopgave at holde ondskaben i skak ved hjælp af straf – samtidig med at vi løbende debatterer strafsystemers duelighed holdt op mod resocialisering. Hævn taler vi ikke om! Med sin stærke appel til tilgivelse har kristendommen historisk fordrevet det instinktive hævnmotiv som principielt ideal i mellemmenneskelige forhold. Vi må leve med dobbeltheden. I yderste instans tilhører dommen Gud alene, og ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”, står der i Luk. kap. 6. Med kristendommens komme blev tilgivelsen i stedet for hævnen idealet for den personlige etik: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse”.

I Fadervor beder vi: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, hvorved det vertikale og det horisontale perspektiv er forbundet: Guds tilgivelse er det dybe og høje kildevæld, vi kan øse af i forhold til medmennesker. ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig”. – Konfirmandundervisere melder, at konfirmander ikke længere forstår udtrykket ‘forladelse’ som synonym for tilgivelse. Men tilgivelse er stadig et kendt ord og et lysende ideal i relation til Gud og medmennesker – unægtelig i stadig spænding med vores ukristelige trang til at retfærdiggøre os selv i stort og småt og fokusere på ”splinten i din broders øje” frem for “bjælken i dit eget øje”.

Allerede i Det gamle Testamente kendes håbet om en tilgivende Gud, sammen med det stadige krav om retfærdighed. Nyt med det kristne evangelium er, at Guds tilgivelse allerede er virksom virkelighed i skikkelse af Jesus, der med sine inkluderende handlinger og ord er Guds barmhjertigheds tegn. Tænk bare på Lukasevangeliets kernelignelse ‘Den fortabte søn’, der på én gang kolliderer med vores retfærdighedssans og bringer os så megen trøst. Jesus er tilgivelsens inkarnation. Hans fjender prøvede med tortur og henrettelse at lukke munden på ham, mens han bad for sine bødler, og paradoksalt blev korset så selv til Guds tilgivelses symbol. Historien om syndefald og paradistab er historien om os alle sammen. Vores selv-retfærdiggørelse bringer os ikke nærmere Guds rige, men med tilgivelsen fra højeste sted åbnes en dør for både mit medmenneske og mig selv, på trods af synd og død, – så tilgiv!

Hvordan afbildes tilgivelsen? Jeg tyr til Arne Haugen Sørensens udtryksfulde kunst i bogen ’Den store passion’. Her har jeg fundet en blandt flere fortolkninger af ’Hjemkomsten’ fra 2011. Den lysfyldte, hjemlige døråbning er betydningsladet her og i flere af kunstnerens værker. I kæmpeværket ’Den store fortælling’ fra 2017 i Aarhus Valgmenighedskirke er døren således ligefrem den strukturerende arketype: Med syndefald og paradistab må mennesket ud ad døren, ud i tilværelseskampen mod mørket, men aldrig går det på sin livsvej uden håb om at blive taget til nåde. Den oplyste dør omkring Kristus er det transcenderende håbs symbol. I Arne Haugen Sørensens frelseshistorie er menneskets slutpunkt dets hjemkomst til det genåbnede paradis. Her står døren til det lysfyldte hjem åben, og håndtrykket – eller omfavnelsen – er tilgivelsens tegn. Den glade hund er med til at illustrere den lykkelige hjemkomst.

  

   

Kunst til kirkeåret, 2. pinsedag, 1. rk. – Således elskede Gud verden….

Således elskede Gud verden, at han gav sin søn… Kan vi finde en verdslig analogi til Guds sønneoffer (omtalt i Joh. 3 ved slutningen af Nikodemus-samtalen) ?? Mens krigen raser i Ukraine, har ukrainerne drøftet deres mobilisering: I Ukraine har det været fædre- og bedstefædre-generationer, der først drog til fronten. Den martrede nation har så vidt muligt skånet de yngste mænd for ‘skarpe missioner’. Sønnerne – og døtrene – er jo netop det dyrebare, man vil værne. I 2024 måtte ukrainerne tage den smertelige beslutning at sænke indkaldelsens lavalder fra 27 til 25 år, trods udsigt til svære tabstal, fordi ingen forventeligt nogen sinde kommer til at løfte hovedet og leve i frihed uden også sønnernes offer… – Nej, måske ville en bedre analogi til dagens evangelium være en historie om, at en enkelt udvalgt søn blev sendt ud af døren, ud i fjenders vold, uden våben men med et rent hjerte og et hvidt flag som appel til tillid og forsoning? – Indrømmet: verdslige analogier fungerer ikke rigtigt, holdt op imod evangeliets åndelige mysterium, som vi kun kan nærme os i billedsprog med rige paradokser: Evangeliets paradoks er, at Guds søn færdedes som et sårbart menneske blandt fjender i vores stridbare verden, men hele vejen gik med Gud, ja var eet med en Gud, der dårligt gav plads til fjendebilleder. Der holdt sønnen det hvide forsoningsflag højt, utrætteligt appellerende til den tillid, der også kaldes tro, – vel vidende at forsoningsbudskabet ikke ville spare hans eget liv. Han blev faktisk torteret og dræbt – mens han bad for sine bødler, og dog holder kirken i dag både påske og pinse på, at han sejrede, og at hans sejr vil blive kendt som Guds suveræne sejr i vores næsten fortabte verden. Med sit hvide flag har sønnen indbudt alle til fredsriget, men samtidig altid bragt en afsløring med sig: Det kommer for en dag, at ikke alle takker ja til tillidens mulighed, nogle foretrækker at stole på egen kontrol med livet. Nogle vil finde evangeliet for godt til at være sandt. Nogle fortvivler over egne svigt, så at de tvivler på, at Guds nåde rækker så langt. Somme tider var det måske dig og mig, der ”elskede mørket frem for lyset”? Ja, evangeliets lys bringer afsløring med sig, men afsløringen af mørket er ikke pointen. Pointen er Guds uforbeholdne kærlighed, og det er den, vi med dagens tekst skal forkynde: ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” 2. pinsedags evangelium er Guds vilje til at tilgive og dermed give vores verden en ny begyndelse med tro, håb og kærlighed. Ved sin søn vil Gud hente os ud af vort eget mørke og ind i sit lys!

Det billede, jeg har valgt til helligdagen, er en del af den smukke totaludsmykning fra 1952 i Kvong Kirke, malet af Paul Høm (f. 1905) i den for ham karakteristiske lette, poetiske stil. Den øverste gyldne fresko på kirkens nordvæg har titlen “Himlens port” og viser Himlens åbne dør som en dekorativ aura, omgivet af engle. Guds søn er draget gennem porten ud i vores stridbare verden for trods mørket at favne hvert enkelt skrøbeligt menneskebarn og hente det ind i sit gyldne lys. Alene fordi Gud elsker verden. Det er kunstnerens appel om tillid til ham, der evigt vil dele sit lys med os. Den nedre frise viser tv. julen med inkarnationen, hvor det guddommelige barn tager plads i en verden, der møder ham med vantro, personificeret ved Josefs synlige tvivl, som på ortodokse ikoner. Th. vises påskedag, hvor englen over den tomme grav forkynder påskeevangeliet for kvinderne. Fotos: Claus Jensen.  

Kunst til kirkeåret, Kristi himmelfarts dag – Magten omdefineres

Så forlod Kristus denne jord for at blive taget op til Himlen, og deroppe har han fået plads ved Faderens højre hånd. Som der står i Markusevangeliets tilskrevne slutning i kap. 16: ”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”.  Kan vi se det for os? Der dukker måske billeder op af en lysende sky eller en bred og prægtig tronstol med luksuriøse sæder til både Fader og Søn, foruden Helligåndsduen, i mange tilfælde tydeligvis med oldtidens kejserhof og domstole som forbillede. De majestætiske Fader- og Søn-billeder stammer med få undtagelser fra før reformationen, i hvert fald fra før oplysningstiden. Sådanne billeder kan af historisk-museale grunde være klenodier i vores middelalderkirker, men virke fremmedgørende i nutiden. I dag kæmper forkyndere snarest for at afmontere de naivt mytologiske og alt for antropomorfe gudsforestillinger. Hver ny generation må afmytologiseres som oprustning mod primitiv og billig religionskritik. Hvor mange præster har ikke måttet erklære, at hun eller han heller ikke selv tror på den gamle, langskæggede Gud deroppe, som ’moderne mennesker’ afviser at tro på? – Og det er vist ikke nogen god ide at gøre billeder af Gudfader. Men trosbekendelsen overlever indtil videre med dette mytologiske sprog om sædet ved Gud Faders højre, dvs. bedste og stærkeste hånd!

Kan vi finde ind til billedets eksistentielle betydning?

Tronbestigelsesbilledet er dybt tilfredsstillende som billede af oprejsning i det hinsidige. Hvordan kan der tales om Guds storhed blandt mennesker i Ukraine, i Gaza, i torturkamre, på intensivafdelinger, ja blandt alle lidende, hvis det ikke kan ske ud fra troen på en yderste trøst og oprejsning? På at Kristus med Gud i sidste instans er suveræn. Vores fortællinger om Jesu ord og handlinger må indrammes af det fortegn, at Gud gav ham ret og stod inde for ham. – – Og Guds hånd? ’Moderne mennesker’ kan meningsfuldt tale poetisk om Guds hånd, al den stund vi fra barndommen har gode erindringer om en betryggende, varm og stærk voksen hånd. Det er den hånd, denne gode højre hånd, der modtager Jesus i evigheden – og os?

Tronbestigelsesbilledet er i sit væsen et billede af magt, som kirken tilmed kalder ”almagt”. Ser vi Jesus indsat i almagtsbilledet, forstår vi, at magt hermed har fået en gennemgribende ny betydning. Ordet magt er med det kristne evangelium blevet paradoksalt. Uden evangeliet kunne magten så at sige defineres på baggrund af evolutionslærens ’survival of the fittest’, så magten tilhørte den stærkeste gorillahan, svarende til at magten i militariserede menneskesamfund uden videre ejes af nationer med de stærkeste våben, købt for de største formuer. Denne rå magt kan, som vi dagligt ser, være på afgrundsdyb afstand af ret og medmenneskelighed. I tronbestigelsesbilledet rækker Gud Fader imidlertid sin bedste hånd til et forsvarsløst, sårbart og kvæstet menneske, der sammen med andre mennesker hævder og lever tilgivelsens suverænitet og går hele vejen i omsorg for de svageste. Guds højre hånd viser altså hen til kærlighedens og forsoningens magt som den nye retfærdighed. Deri alene overlever vores håb for menneskeværdet. Jesus forlod denne verden, men verden kan ikke mere være den samme. Vores menneskelige kultur kan ikke mere tilbede en hensynsløs, rå overmagt uden at se sig selv i spejlet som en umenneskelig kultur. Vi har med Jesus Kristus fået et udødeligt modbillede af magten, forstået som kærlighedens magt, forsoningens magt, som bekræftes suverænt på højeste sted.

De valgte danske billeder er dels et udsnit af et treenighedsbillede i Skovby Kirke, Nordfyn, malet i beg. af 1500-tallet på alterbordsforsiden, angiveligt af Claus Berg, dels et fornemt sengotisk træskærerarbejde, der udgør en del af alteravlen i Ørum Kirke ved Langå, Randers. – Hele denne gotiske, naturligvis katolske, altertavle omfatter foruden Nådesfaderen med Sønnen også Maria som himmeldronning på månesejlet og helgenen Martin af Tours samt på fløjene 2 x 6 apostle. Fotos: Claus Jensen.

Jeg fraviger min sædvane med kun at bruge billeder fra dansk kirkekunst for også at liste en internationalt værdsat klassiker ind: El Grecos udtryksfulde maleri af Den Hellige Treenighed, malet 1577-79 til klostret Santo Domingo el Antique i Toledo. El Grecos værk imødekommer vores længsel efter et mere følsomt, mindre strengt udtryk end det, der karakteriserer de mange danske versioner af “Nådesfaderen”.