Tag: tilgivelse

Kunst til kirkeåret, 22. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Tilgivelse som mellemværende.

”De voksede op med tæsk og gemte sig i kloakrør” er overskriften på en hjerteskærende artikel fra Zambia, skrevet til søndags-Politiken af Laura Malone fra Lusaka. Artiklen viser sig at være en HÅBEFULD reportage om en gadeplansarbejder, der som en faderfigur har skabt et hjem for en gruppe svært traumatiserede drenge. Her findes foruden tryghed, skolegang og misbrugsafvænning også en have med et lyseblåt hus, ’House of Love’ som en interimistisk kirkesal. Drengenes gode voksne fortæller dem, at ”de skal bede for deres familier, også dem, de er blevet svigtet af, og vigtigst af alt tilgive”. En af drengene står bagerst og græder, mens han hvisker sin bøn. Det er ikke småting, drengen har at tilgive: Seks år gammel blev han langvarigt hængt op i et træ med hovedet nedad, mens hans stedfar piskede ham. – Her forstår man, at tilgivelsens evangelium er eneste alternativ til misbrug, apati eller hævn. Den største forskel, kristendommen har gjort og gør i verden, er måske netop at insistere på sit modbillede til hævnspiralen. Ikke at mennesker ikke mere søger hævn, desværre, men hævnen er ikke mere en ærefuld norm, som den kunne være i førkristne kulturer.

Evangelieteksten fra Matt.18 forankrer tilgivelsen hos Gud. Jesu ord til Peter om at blive ved med at tilgive sin bror forbindes med lignelsen om kongen, der eftergiver sin tjener en fantasillionstor gæld – med den forventning, at tjeneren så også vil vise sin medtjener barmhjertighed. Gør han ikke det, falder straffen (Matthæus er den evangelist, der somme tider næsten taber ’det gode budskab’ på gulvet ved afslutningsvis at udmale straf), og ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”. – Mange må opleve det som en livslang kamp AF HJERTET at tilgive et medmenneske. – Andre oplever det som en livslang smerte, at de ikke kan erfare tilgivelse over deres egen skyldbetyngede historie. Vores store ’regnskab’ med Gud skjuler sig bag vores mellemværende med mennesker i vores liv. Den skyld, vi ser har negative følger i andres tilværelse, kan og skal vi vel ikke uden videre ryste af os; det er ansvar, vi må erkende og bære, – måske tilmed uden at føje sten til de andres byrde ved at bede dem om at tilgive og aflaste os? Men samtidig får vi lov til livet igennem at søge lyset og gå videre i tillid til Guds hjælp til at bære skylden. Og altid må vi bede for, at livet heles og mildnes for dem, vi gjorde fortræd eller ’efterlod på perronen’. Gud kan vende ondt til godt, som pointen er i søndagens gammeltestamentlige læsning fra Josef-novellens slutning i 1. Mos. 50. Livet kan overraske med godhed!

Det valgte kunstværk er en litografi fra 1948 af Elof Risebye med titlen “Forlad os vor skyld”. Risebye har skabt en serie billedtolkninger af Fadervor og har tilmed udsmykket Vejlby Kirke ved Allingåbro med kalkmalerier, der illustrerer Fadervors bønner – med englehjælp. Litografien viser tilgivelsen som et mellemværende: Kristus – med glorie – hjælper personen i midten til at lade et angrende menneske erfare tilgivelsen. Elof Risebye (1892-1961) var professor i freskoteknik og assisterede i en periode Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke. Han har selvstændigt bl.a. udsmykket Gedser Kirke og Sindal Bykirke i en arkaiserende stil. Men sideløbende har den indadvendte kunstner skabt en lang række symbolistisk-ekspressive malerier, der fortolker hans personlige sorg, tro og håb med en usædvanlig personlig inderlighed.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Tilgiv!

Danske straframmer ændres igen af hensyn til retsbevidstheden. Vi har politiske og moralske instinkter så vel som samfundskalkuler og luthersk toregimentelære i ryggen, når vi ser det som en primær myndighedsopgave at holde ondskaben i skak ved hjælp af straf – samtidig med at vi løbende debatterer strafsystemers duelighed holdt op mod resocialisering. Hævn taler vi ikke om! Med sin stærke appel til tilgivelse har kristendommen historisk fordrevet det instinktive hævnmotiv som principielt ideal i mellemmenneskelige forhold. Vi må leve med dobbeltheden. I yderste instans tilhører dommen Gud alene, og ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”, står der i Luk. kap. 6. Med kristendommens komme blev tilgivelsen i stedet for hævnen idealet for den personlige etik: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse”.

I Fadervor beder vi: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, hvorved det vertikale og det horisontale perspektiv er forbundet: Guds tilgivelse er det dybe og høje kildevæld, vi kan øse af i forhold til medmennesker. ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig”. – Konfirmandundervisere melder, at konfirmander ikke længere forstår udtrykket ‘forladelse’ som synonym for tilgivelse. Men tilgivelse er stadig et kendt ord og et lysende ideal i relation til Gud og medmennesker – unægtelig i stadig spænding med vores ukristelige trang til at retfærdiggøre os selv i stort og småt og fokusere på ”splinten i din broders øje” frem for “bjælken i dit eget øje”.

Allerede i Det gamle Testamente kendes håbet om en tilgivende Gud, sammen med det stadige krav om retfærdighed. Nyt med det kristne evangelium er, at Guds tilgivelse allerede er virksom virkelighed i skikkelse af Jesus, der med sine inkluderende handlinger og ord er Guds barmhjertigheds tegn. Tænk bare på Lukasevangeliets kernelignelse ‘Den fortabte søn’, der på én gang kolliderer med vores retfærdighedssans og bringer os så megen trøst. Jesus er tilgivelsens inkarnation. Hans fjender prøvede med tortur og henrettelse at lukke munden på ham, mens han bad for sine bødler, og paradoksalt blev korset så selv til Guds tilgivelses symbol. Historien om syndefald og paradistab er historien om os alle sammen. Vores selv-retfærdiggørelse bringer os ikke nærmere Guds rige, men med tilgivelsen fra højeste sted åbnes en dør for både mit medmenneske og mig selv, på trods af synd og død, – så tilgiv!

Hvordan afbildes tilgivelsen? Jeg tyr til Arne Haugen Sørensens udtryksfulde kunst i bogen ’Den store passion’. Her har jeg fundet en blandt flere fortolkninger af ’Hjemkomsten’ fra 2011. Den lysfyldte, hjemlige døråbning er betydningsladet her og i flere af kunstnerens værker. I kæmpeværket ’Den store fortælling’ fra 2017 i Aarhus Valgmenighedskirke er døren således ligefrem den strukturerende arketype: Med syndefald og paradistab må mennesket ud ad døren, ud i tilværelseskampen mod mørket, men aldrig går det på sin livsvej uden håb om at blive taget til nåde. Den oplyste dør omkring Kristus er det transcenderende håbs symbol. I Arne Haugen Sørensens frelseshistorie er menneskets slutpunkt dets hjemkomst til det genåbnede paradis. Her står døren til det lysfyldte hjem åben, og håndtrykket – eller omfavnelsen – er tilgivelsens tegn. Den glade hund er med til at illustrere den lykkelige hjemkomst.