”De voksede op med tæsk og gemte sig i kloakrør” er overskriften på en hjerteskærende artikel fra Zambia, skrevet til søndags-Politiken af Laura Malone fra Lusaka. Artiklen viser sig at være en HÅBEFULD reportage om en gadeplansarbejder, der som en faderfigur har skabt et hjem for en gruppe svært traumatiserede drenge. Her findes foruden tryghed, skolegang og misbrugsafvænning også en have med et lyseblåt hus, ’House of Love’ som en interimistisk kirkesal. Drengenes gode voksne fortæller dem, at ”de skal bede for deres familier, også dem, de er blevet svigtet af, og vigtigst af alt tilgive”. En af drengene står bagerst og græder, mens han hvisker sin bøn. Det er ikke småting, drengen har at tilgive: Seks år gammel blev han langvarigt hængt op i et træ med hovedet nedad, mens hans stedfar piskede ham. – Her forstår man, at tilgivelsens evangelium er eneste alternativ til misbrug, apati eller hævn. Den største forskel, kristendommen har gjort og gør i verden, er måske netop at insistere på sit modbillede til hævnspiralen. Ikke at mennesker ikke mere søger hævn, desværre, men hævnen er ikke mere en ærefuld norm, som den kunne være i førkristne kulturer.
Evangelieteksten fra Matt.18 forankrer tilgivelsen hos Gud. Jesu ord til Peter om at blive ved med at tilgive sin bror forbindes med lignelsen om kongen, der eftergiver sin tjener en fantasillionstor gæld – med den forventning, at tjeneren så også vil vise sin medtjener barmhjertighed. Gør han ikke det, falder straffen (Matthæus er den evangelist, der somme tider næsten taber ’det gode budskab’ på gulvet ved afslutningsvis at udmale straf), og ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”. – Mange må opleve det som en livslang kamp AF HJERTET at tilgive et medmenneske. – Andre oplever det som en livslang smerte, at de ikke kan erfare tilgivelse over deres egen skyldbetyngede historie. Vores store ’regnskab’ med Gud skjuler sig bag vores mellemværende med mennesker i vores liv. Den skyld, vi ser har negative følger i andres tilværelse, kan og skal vi vel ikke uden videre ryste af os; det er ansvar, vi må erkende og bære, – måske tilmed uden at føje sten til de andres byrde ved at bede dem om at tilgive og aflaste os? Men samtidig får vi lov til livet igennem at søge lyset og gå videre i tillid til Guds hjælp til at bære skylden. Og altid må vi bede for, at livet heles og mildnes for dem, vi gjorde fortræd eller ’efterlod på perronen’. Gud kan vende ondt til godt, som pointen er i søndagens gammeltestamentlige læsning fra Josef-novellens slutning i 1. Mos. 50. Livet kan overraske med godhed!
Det valgte kunstværk er en litografi fra 1948 af Elof Risebye med titlen “Forlad os vor skyld”. Risebye har skabt en serie billedtolkninger af Fadervor og har tilmed udsmykket Vejlby Kirke ved Allingåbro med kalkmalerier, der illustrerer Fadervors bønner – med englehjælp. Litografien viser tilgivelsen som et mellemværende: Kristus – med glorie – hjælper personen i midten til at lade et angrende menneske erfare tilgivelsen. Elof Risebye (1892-1961) var professor i freskoteknik og assisterede i en periode Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke. Han har selvstændigt bl.a. udsmykket Gedser Kirke og Sindal Bykirke i en arkaiserende stil. Men sideløbende har den indadvendte kunstner skabt en lang række symbolistisk-ekspressive malerier, der fortolker hans personlige sorg, tro og håb med en usædvanlig personlig inderlighed.
Birgitte Bech kirkekunst 